En udenlandsk mand, omkring 25-30 år gammel og 170-175 cm høj, efterlyses for knivdrabet nytårsnat på diskotek Søpavillonen i København.
Her blev en 37-årig mand stukket ihjel, mens to andre kom på hospitalet.
"Vi afhører en hel del mennesker, vidner, dørmænd og forurettede, og gennemser en del overvågningsvideoer. Vi har klart indtryk af, at der er mange øjenvidner til det skænderi og slagsmål, som bølgede frem og tilbage gennem et stykke tid, og som blussede op omkring klokken 5.45," siger politikommissær Henning Schou Kofoed til ekstrabladet.dk.
En ansat på Søpavillonen fortæller til avisen, at de mænd, som var involveret i knivstikkeriet på begge sider, var typer, som normalt ikke er gæster på restauranten ved Søerne tæt ved Rådhuspladsen i København.
"De ville normalt ikke blive lukket ind her, men til festen nytårsaften var der billetter til salg over billetnet, så vi kunne ikke afgøre, hvem der købte," siger den ansatte.