Socialdemokraterne og SF vil hjælpe ufaglærte i job ved at uddanne dem og give dem nye kvalifikationer.
Men det nytter ikke at give ufaglærte et fag, hvis de skal arbejde i Danmark.
Faglærte job forsvinder nemlig fra Danmark. Det viser en analyse, som Jyllands-Posten har fået foretaget.
Fra 2001 til 2010 faldt beskæftigelsen blandt de erhvervsuddannede som f.eks. snedkere og kontorassistenter med ti procent, og det er kun lidt mindre end faldet blandt de ufaglærte.
Til gengæld er antallet af beskæftigede med en universitetsuddannelse steget med 49 procent.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet konkluderer, at der er et stort behov for veluddannet arbejdskraft - og at de mindre uddannede såsom de faglærte allerede er i farezonen.
Socialdemokraternes Christine Antorini, der er et godt bud på en kommende undervisningsminister, vil nu kigge nærmere på tallene.
Hun står dog fast på, at uddannelsesniveauet blandt ufaglærte skal løftes.
"Det er enormt vigtigt at få løftet de ufaglærte op blandt de faglærte," siger hun til Jyllands-Posten.