Hvad mon chefen har fundet på i år? Tre flasker vin? En ny dims fra Stelton i børstet stål? Eller gentager han sidste års købmandskurv med små nisser, der vælter sig i brændte mandler og marmelade fra Meyers?
Under alle omstændigheder må han stramme sig an for ikke at skuffe.
Over en femtedel mener, at sidste års firmajulegave var en forbier, hvis ikke de finder den direkte latterlig.
Vi er blevet mere krævende
Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke for Avisen.dk.
Ifølge Steen Høgfeldt, der er direktør i firmaet firmajulegave.dk, er forventningerne til firmajulegaver skudt i vejret gennem de senere år.
"Jeg tror, vi er blevet mere krævende, og at der skal mere til at imponere os," siger Steen Høgfeldt, der har 34 års erfaring som professionel firmajulemand.
Undersøgelsen viser også, at hver femte af dem, der fik en firmajulegave sidste år, forærede den videre til andre eller smed den ud.
Vi vil selv vælge
Det forklarer måske, hvorfor flere arbejdsgivere dropper den personlige julegave og giver medarbejderne frit valg mellem forskellige gaver på en hjemmeside.
"Det er lidt sterilt, men der er altså stor efterspørgsel på hjemmesider, hvor medarbejdere selv kan vælge deres julegave," siger Steen Høgfeldt.
Flere julegavefirmaer tilbyder samme service, der som oftest består af en individuel webshop, hvor medarbejdere ved hjælp af et login kan gå ind og pege på årets julegave.
Asger siger det med chokolade
Erhvervsleder Asger Aamund mener sjældent, at man som chef går galt i byen, hvis julegaven indeholder vin, chokolade eller delikatessevarer.
Selvbetjeningsordninger mener han dog ikke harmonerer med principperne for dansk firmajulehygge.
"Det lyder lidt koldt og klinisk. Hyggen forsvinder på den måde. Firmajulegaver erstatter jo ikke noget i lønposen, det er blot en lille anerkendelse af, at du som medarbejder er del af en arbejdsfamilie," siger han.
Ansatte må skattefrit modtage gaver fra arbejdsgiveren til en værdi af 1.000 kroner årligt. Men ifølge firmajulegave.dk og Kaaredesign A/S spenderer de fleste arbejdsgivere mellem 300 og 400 kroner på julegaver til medarbejderne.
84 procent af landets virksomheder forventer i år at give deres ansatte en julegave, viser en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv.
Hvad synes du om den julegave, du fik af chefen sidste år?
- Det var et pletskud: 31 pct.
- Det var en forbier: 19 pct.
- Den var direkte latterlig/ubrugelig: 3 pct.
- Ved ikke/fik ingen gave: 47 pct.
Hvad gjorde du ved sidste års julegave fra chefen?
- Brugte den selv: 78 pct.
- Gav den videre til en anden: 20 pct.
- Smed den ud: 2 pct.
Kilde: Wilke for Avisen.dk. 513 adspurgte