Bliv betalt for at købe julegaver i arbejdstiden. Undgå samtidig skrigende unger og resten af kongeriget. Det lyder da meget godt.
Faktisk køber hver fjerde af os allerede julegaver i arbejdstiden - på nettet. Det viser en flere år gammel undersøgelse, som pricerunner.dk har lavet.
Men du kan komme endnu længere end det. Kvit jobbet et par timer og køb årets julegaver, hvis du laver et forsvindingsnummer.
Efter flere års erfaringer giver Avisen.dk's reportere dig her et par gode råd.
1. Hæng jakken på stolen, når du går. Du kan eventuelt have en ekstra jakke med hjemmefra. Så ser det ud som om, du stadig er på arbejdspladsen.
2. Du kan enten vælge slet ikke at sige, du går. Eller også skal du sige, at du lige er væk i 10 minutter. Bliv så væk i en time i stedet.
3. Tag en stor sportstaske med på job om morgenen. Den skal selvfølgelig indeholde din ekstra jakke. Hvis du normalt ikke dyrker sport, så sig du skal prøve squash i dag for første gang.
4. Når du kommer tilbage på jobbet går du direkte mod en krog eller et toilet. Sætter julegaverne. Henter sportstasken og pakker om. Voila, så er julegaverne i hus. Alternativt kan du lave en aftale med receptionisten om,at hun opbevarer poserne for dig.
5. Hvis du er meget bange for at blive opdaget, kan du også låse indkøbene inde i nogle bokse i nærmeste supermarked eller station.