Mens medlemmerne flygter fra alle LO's fagforbund, bliver LO-skibet nu også boret indefra.
I en sjældent hård tone erklærer ledelsen for HK Kommunal Hovedstaden sig nu klar til at kappe de historiske bånd til LO.
De offentligt ansatte i fagforeningen føler sig ikke hjemme i et LO, som nedprioriterer de offentligt ansatte og først og fremmest interesserer sig for den traditionelle industriarbejder, lyder kritikken.
HK Kommunal er også utilfredse med landsorganisationens frontfigur Harald Børsting.
"Vores unge medlemmer synes ikke, Harald Børsting er cool, det gør mange af vi gamle heller ikke. Vi har svært ved at se Børstings visioner for velfærdssamfundet, svært ved at se, hvordan han kan stoppe medlemsflugten og give fagbevægelsen et moderne ansigt. Og så er han bare ikke god til at sælge billetter i medierne," siger Winnie Axelsen, formand for HK Kommunal i hovedstaden, til Politiken.
Før HK Kommunal vil rive sig løs fra LO vil formand Winnie Axelsen lave en formel undersøgelse af, om hele HK Kommunal med fordel kan melde sig ind i den anden store hovedorganisation, FTF, der blandt andre organiserer socialrådgivere, lærere, pædagoger og sygeplejersker.
Undersøgelsen bliver bakket op af formanden for det samlede HK Kommunal, Bodil Otto.
Kilde: Politiken