I tv-serien gik Fru Fernando Møghe bort i 1942 efter en kontrovers på åben gade med den tyske besættelsesmagt.
Mindet om hendes rullestol har dog levet videre på Medicinsk Museion i København. Men der står den ikke til skue netop nu. Museet er nemlig så medtaget efter sidste uges skybrud, at gulvene er sunket sammen og mange ting er blevet vandskadede. Det gælder også matadorstjernens rullestol.
"Kørestolen er blevet vandskadet, men ikke ødelagt. Den førstehjælp, vi satte ind umiddelbart efter skybruddet ser ud til at have virket," siger samlingsleder på museet, Ion Meyer.
Stolen stod i en kælder med 89 centimeter vand. Men museet var i stand til at tørre kørestolen allerede søndag i sidste uge. Og de småskader stolen har fået, tror Ion Meyer godt kan repareres.
I Landsforeningen til Bevarelse af Fru Fernando Møghes Rullestol er formanden alligevel betuttet over klenodiets medfart.
"Det er rigtig ærgerligt. Der er jo noget unikt over den rullestol," siger Denny Tramontano.
Han har i flere omgange fulgt intenst med i Matador på fjernsynsskærmen. Det udmøntede sig i, at han startede rullestolsforeningen, der har 265 medlemmer, som alle har det erklærede mål at bidrage til det evige minde om tante Møghes rullestol.