De har netop vundet valget, og nu melder hverdagen sig allerede.
S og SF har måttet indrømme, at de ikke kan holde fast i den efterløn, som de ellers kæmpede for i valgkampen.
De Radikale, som i foråret indgik et forlig med den borgerlige blok om en tilbagetrækningsreform, har efter et kanonvalg presset S og SF væk fra efterlønnen, og det huer ikke FOA's formand Dennis Kristensen.
"Det er ærgerligt. Vi kunne se, at det ville blive svært at fortsætte med efterlønnen, fordi De Radikale ville af med den. Og med det valg, de har fået vil det næste være umuligt at ændre i tilbagetrækningsreformen," siger han.
Beslutningen får ifølge FOA alvorlige konsekvenser.
"De, der har været længst på arbejdsmarkedet og har haft et fysisk hårdt job, skal blive længere. Det er simpelthen SÅ uretfærdigt," siger Dennis Kristensen.
S og SF vil kompensere for efterlønnen med mere uddannelse til lønmodtagerne. Det er fornuftigt, men ikke nok.
"Det, vi skal huske, er, at det ikke er dem der nu ikke kan komme på efterløn, som bliver kompenseret af uddannelse. Derfor synes jeg heller ikke, at det er et plaster på såret," slutter Kristensen.