Claus Jansson er en af de mange, som på egen krop har oplevet beskæftigelsessystemet indefra. Siden han i 2005 blev ramt af en arbejdsulykke har han kæmpet på kanten af arbejdsmarked med skiftende ansættelser i fleksjob siden 2006. Trods tre arbejdsulykker i sin karriere insisterer Claus på retten til en plads på det rummelige arbejdsmarked.
Hans spidskompetencer er opstået som direkte resultat af hårdt tjente erfaringer, som en blandt mange reformramte. Han erkender at kampen mod den stigende ulighed er en af vores tids vigtigste opgaver. Og løsningen ligger i det fælles medansvar.
Claus har taget sine praktiske erfaringer med sig i sin fleksjobansættelse på Christiansborg, hvor han er politisk assistent på social- og beskæftigelsesområdet for Alternativet. Claus bruger parlamentarisk aktivisme til at påvirke den offentlige mening.
JEG SIDDER HER OP TIL JUL og tænker på de mange ting, som jeg godt kunne tænke mig i julegave. Gaver, som for min skyld gerne må blive leveret i 2018 og ikke ligge som bløde pakker under juletræet.
Min ønskeliste over julegaver er ikke meget anderledes end de mange børn, som sætter kryds ud for stort set hvert eneste stykke legetøj i tilbudsaviserne. Mine ønsker adskiller sig dog væsentligt fra børnenes, selvom også jeg får julelys i øjnene ved tanken om, hvor meget det ville glæde mig at få gaverne.
I mit stille indre ser jeg med forventningsfulde øjne på listen og finder bl.a.: afskaffelse af fattigdomsreformerne, værdige forhold for mennesker med reduceret arbejdsevne, bedre uddannelsesmuligheder... og sådan kunne jeg blive ved. For listen er lang og ønskerne mange, også når det kommer til gaver, der rent faktisk er ting, vi har fået taget fra os og blot skal have leveret tilbage.
Blandt disse mange ting er også anstændige arbejdstid for lærerne, der på lige fod med f.eks. alle landets fleksjobbere ser tilbage på 2012 og 2013 som uanstændighedernes år.
Det var perioden lige efter en finanskrise, hvor finansmarkedernes grådighed skulle tvinge verden i knæ og sende en ublu regning til skatteydere og lønmodtagere. Hvor f.eks. Danske Bank fik sat statskassen kvit og frit som garanti for sine fejlslagne spekulationer – en episode som Henrik Sass Larsen kaldte for ”Danmarkshistoriens største tyveri”.
Nedgangen i verdensøkonomien blev paradoksalt nok betalt primært af de sociale sikringsordninger, hvor nationalstater skar ind til benene og reducerede, ja endda helt fjernede, lønmodtagers optjente rettigheder. Udvandingen af lønmodtagernes løn- og ansættelsesvilkår samt afviklingen af deres opsparinger/formuer ramte også EU lande hårdt, hvilket nok ramte lande som eksempelvis Spanien, Portugal, Frankrig og ikke mindst i Grækenland, Italien m.fl. hårdest.
I DANMARK RAMTE DET DAGPENGERETTIGHEDERNE, efterlønsordningen med mere, men også i lige så stort omfang: forhandlingsretten på overenskomstområdet, idet der fra politisk hold blev lagt planer for, hvordan aftalerne for overenskomstområderne skulle se ud. Helt udenom den normale praksis for trepartsforhandlingerne.
En praksis vi også så det med reformen af fleksjobordningen, hvor LO kun nødtvunget opgav at lave den rammeaftale, som den daværende regering (S-SF-R) havde brug for, for at lande reformen af førtidspension og fleksjobområdet. Dette primært pga. modstanden fra Dennis Kristen i spidsen for FOA. Og trods også konstruktive forslag til ændringer fra fagbevægelsen i form af f.eks. et omfattende katalog udfærdiget af Ingrid Stage og Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening i samarbejde med en imponerende række af foreninger og organisationer, så endte regeringen med at sikre sig sit grundlag til reformen, da CO-industri og DI valgte at inddrage de politiske intentioner i deres rammeaftale.
Således blev fleksjobbernes løn- og ansættelsesvilkår gjort til tomme sider i overenskomsternes sociale kapitler og sat udenfor det normale forhandlingsrum og mistede deres arbejdsmarkedsrettigheder. Borte med et pennestrøg var al brug af kompensationsprincippet, som ellers er et af de bærende elementer i flexicurity modellen, som bl.a. ses i de tidligere tiders lempelige dagpengerettigheder. Men også de har lidt en krank skæbne.
SÅ MENS BANKERNE FIK BANKPAKKER og statskassen sat som garanti til deres drift efter fejlslagne spekulationer og enkelte bankdirektører modtog ridderkos for denne gerning, så betalte lønmodtagere og skatteydere for finanskrisen.
Blandt dem var også lærerne. En politisk farce der fra start af kun kunne få et udfald: nemlig det politisk besluttede.
Jeg selv stod solidarisk med fleksjobberne. Jeg stod også solidarisk med lærerne, og selvom min privatøkonomi som mange andre også var blevet noget mere anstrengt, så støttede jeg også lærernes strejkekasse. For sådan må det være, når man har forstået alvoren – når man ikke kun lytter og tror på de politiske overskrifter, som presse og debattører ukritisk citerer i det uendelige, som var det besungne sandheder.
Har man først på egen krop været udsat for de myter, løgne, usandheder, fordrejninger og spin, som reformer sælges under, så har man lært, at der er forskel på politiske skåltaler og det reelle politiske substans.
For når ledige kaldes dovne, syge for nassere, lærer for priviligerede – og udskammes med løgne om at de laver nul og niks, mens de hver især rager 2 milliarder til sig om året, så ved man, at usandhederne står i kø for at retfærdiggøre politiske målsætninger.
Nuvel får vi ikke 2 milliarder om året, ej heller er det blevet postuleret, men det understreger min pointe i, at man ikke skal tro på alt, man læser eller hører.
LEDIGE, SYGE OG OFFENTLIGT ANSATTE er blevet og bliver fortsat udsat for massive usandheder af den politiske spinmaskine. Det er alt sammen en del af den politiske målsætning om at reducere de statslige udgifter for at skabe et økonomisk råderum, som meget belejligt kan bruges til den fortsatte argumentation for skattelettelser. For man kan ikke bruge penge man ikke har, heller ikke på skattelettelser.
Og så er cirklen komplet. For de massive lettelser i skatter og afgifter tilgodeser primært de samme grupper, som høstede de største gevinster, der førte til kollapset på finansmarkedet. Finanskrisen blev ikke betalt af de rigeste, der selv under finanskrisens værste periode så deres formuer stige til fornyet højder. Finanskrisen blev betalt af almindelige lønmodtagere og socialt udsatte – det blev det både med økonomi og erhvervede rettigheder. Såvel på som udenfor arbejdsmarkedet.
Kunne jeg få et par af julegaverne på min ønskeliste, så kunne det eksempelvis være bedre vilkår for lærernes arbejdstider.
Og det kan jeg faktisk godt få, hvis vi ikke lader politikere misbruge vores tillid og underminere vores solidaritet.
NÅR VORES TILLID BLIVER MISBRUGT, skal vi søge styrken i solidariteten og gøre vores rimelige krav gældende. For det er vel ikke for meget at kræve, at vi respekterer hinanden. Også at vi respekterer de mange, som står vagt om og er garant for vores fælles velfærd.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.