Blogger: Færre folketingsmedlemmer lig med mindre demokrati

Af Claus Jansson
SE ALLE BLOGINDLÆG

HVAD SKER DER, hvis den folkevalgte forsamling alene bestemmer udviklingen for den politiske beslutningsproces og demokratiske institution? Hvem sikrer så, at magtens politiske elite ikke lukker sig om sig selv og de facto begrænser befolkningens adgang til det politiske beslutningsrum?

Dette er for mig helt centrale spørgsmål, som vi alle er nødt til at tage stilling til. Vi har igennem en årrække set, at råd er blevet afviklet, proforma høringsprocesser, klageinstanser nedlagt og politiske beslutninger truffet i ekskluderende fællesskaber, som ligger alt for langt væk fra de stemmeberettigede danske borgere.

Vi lever i en tid, som skriger på mere demokrati – ikke mindre. Og det, jeg ser, er et Folketing som mere afvikler end udvikler demokratiet.

Vi har set brug og misbrug af snart enhver art for at påvirke udfaldet af politiske beslutningsprocesser og sågar folkeafstemninger, hvor bl.a. den seneste EU-folkeafstemning om retsforbeholdet i 2015 blev forsøgt misbrugt til at overføre beslutninger om suverænitetsafgivelse fra befolkningens ellers Grundlovssikrede ret til almindeligt flertals beslutning i Folketinget.

VI MANGLER EN DEMOKRATISK VAGTHUND. En vagthund, der med høj røst kan sige VOV, når demokratiet forsøges begræset for den almindelige borgeres politiske indflydelse.

Senest har vi i pressen kunne læse, at medlemmer af Folketinget gør sig overvejelser om, at reducere antallet af menige folkevalgte medlemmer i Folketinget.

Under dække af, at nogle MF'ere skulle sidde på deres hænder og kede sig, så forsøger man at begrænse den folkelige demokratiske indflydelse i beslutningsprocessen ved at begrænse antallet af MF'ere i Folketinget.

For det er præcist det, som vil blive resultatet af færre MF'ere, skulle denne ændring stå alene. Færre folkevalgte medlemmer vil nemlig først og fremmest forhindre mindre politiske partier i at levere kvalificeret politiske udspil og være til gavn for de store etablerede politiske partier. Dette er ikke nødvendigvis i sig selv et problem, hvis vi ikke i Danmark havde den førte konsensuspolitik, som gør, at der er marginalt små forskelle på en venstre- og højreledet regering.

For konsensuspolitik levner ikke det nødvendige rum til fornyelse og baserer sig i al for høj grad på at føre en politik, der blot er ”mere af det samme”, hvilket i min optik er netop en af de allerstørste udfordringer i dansk politik.

TIDEN KALDER PÅ nye politiske tanker, tiltag og visioner, fordi ”mere af det samme” ikke virker – og det opnår man ikke, når de største etablerede partier fører en konsensuspolitisk kurs uden et kompas forankret i virkeligheden. Det er snart mange år siden, at det kompas blev tabt i bølgernes brusen.

Så når MF'ere argumenterer for at reducere antallet af folkevalgte repræsentanter i Folketinget, så er det de facto et udtryk for, at man ønsker at begrænse andres mulighed for at opnå og udøve politisk indflydelse i det politiske beslutningsrum. At den politiske magtelite lukker sig om sig selv.

Dermed handler det med denne udmelding mere om at begrænse befolkningens politiske indflydelse i beslutningsprocesserne samt om en større fordeling af den politiske magt til de etablerede partier - og ikke mindst imellem deres mange MF'ere i kampen om indflydelse og poster (ordførerskaber m.v.).

Det kan sagtens være at antallet af medlemmer i Folketinget ikke skal være 179, men det er en forkert tolkning af Grundloven, når Jørgen Albæk Jensen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet unuanceret siger:

"Rent juridisk er der ingen problemer. Både 20 og 30 færre ville være helt uproblematisk ift. grundloven, der blot foreskriver at der skal være op til 179 medlemmer".

Rationalet bag Grundlovens vending ”op til 179 medlemmer” skal findes i, at Folketinget skal kunne operere selv, HVIS der er ledige pladser i Folketinget midt i en valgperiode.

Der kan teoretisk set opstå situationer, hvor der ikke kan findes personer til givne sæder i Folketinget. Det er tænkte situationer, som eksempelvis et parti, der bliver erklæret Grundlovsstridigt, opløst, eller at hverken valgt person til et mandat samt dennes stedfortrædere (suppleant) kan udpeges med det foreliggende valgresultat (navneliste).

Og det er netop disse TÆNTKE situationer, som gør, at Grundlovens tekst er ”op til 179”, fordi Folketinget skal kunne fungere midt i en valgperiode med færre end 179 mandater, da det ellers ville fremtvinge et nyvalg – og dermed være undergravende for demokratiet, idet ethvert folketingsmedlem (og suppleanter) kunne fremtvinge nyvalg blot ved at afstå fra sit sæde i Folketinget.

Så nej, vi skal ikke nødvendigvis have færre – eller flere – menige folketingsmedlemmer, men vi kan og bør have modet til at tage en snak OGSÅ om dette, som en del af debatten om de nødvendige ændring i den demokratiske institution, hvor dette kan bidrage til en revitalisering af demokratiet.

Vi skal se på andre ændringsforslag til den demokratiske institution og gerne lade os inspirere af eksempelvis Irland, der nedsætter midlertidige "kamre" til at løse aktuelle og presserende politiske opgaver.

VI SKAL TURDE TAGE SNAKKEN også om Kongehusets Grundlovsfæstede magt - hvor traditionel og impotent den ellers måtte være. Tage snakken også om embedsværkets indretning, som er et levn fra enevældets tid.

Der er mange emner, som er vigtigere - og min opfordring skal være: Vi skal lave BEDRE politik med FLERE aktører, for kun igennem dialog og videndeling kan vi revitalisere demokratiet, så langt flere borgere føler sig tilskønnet til at gå ind i politik.

Jeg glæder mig til den dag, hvor flere har modet til at føre en anden politik. En politik der sikrer fremtidige generationer samme muligheder, som vi har i dag - i en mangfoldig verden, hvor vi tør gå forrest med det bedste eksempel af os selv, i et Danmark, der er bedst for verdenen.

Og denne politik kræver modet til at diskutere rammerne for det politiske arbejde, indretningen af den demokratiske institution og ikke mindst, at vi åbner op for adgangen til det politiske beslutningsrum.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Claus Jansson

Claus Jansson er en af de mange, som på egen krop har oplevet beskæftigelsessystemet indefra. Siden han i 2005 blev ramt af en arbejdsulykke har han kæmpet på kanten af arbejdsmarked med skiftende ansættelser i fleksjob siden 2006. Trods tre arbejdsulykker i sin karriere insisterer Claus på retten til en plads på det rummelige arbejdsmarked. Hans spidskompetencer er opstået som direkte resultat af hårdt tjente erfaringer, som en blandt mange reformramte. Han erkender at kampen mod den stigende ulighed er en af vores tids vigtigste opgaver. Og løsningen ligger i det fælles medansvar. Claus har taget sine praktiske erfaringer med sig i sin fleksjobansættelse på Christiansborg, hvor han er politisk assistent på social- og beskæftigelsesområdet for Alternativet. Claus bruger parlamentarisk aktivisme til at påvirke den offentlige mening.  

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.