Blogger: Politikerne misbruger de reformramtes problemer

Claus Jansson er en af de mange, som på egen krop har oplevet beskæftigelsessystemet indefra. Siden han i 2005 blev ramt af en arbejdsulykke har han kæmpet på kanten af arbejdsmarked med skiftende ansættelser i fleksjob siden 2006. Trods tre arbejdsulykker i sin karriere insisterer Claus på retten til en plads på det rummelige arbejdsmarked.

Hans spidskompetencer er opstået som direkte resultat af hårdt tjente erfaringer, som en blandt mange reformramte. Han erkender at kampen mod den stigende ulighed er en af vores tids vigtigste opgaver. Og løsningen ligger i det fælles medansvar.

Claus har taget sine praktiske erfaringer med sig i sin fleksjobansættelse på Christiansborg, hvor han er politisk assistent på social- og beskæftigelsesområdet for Alternativet. Claus bruger parlamentarisk aktivisme til at påvirke den offentlige mening.

 

OFTE SIGES DET, at ”Historien skrives af vinderne”. Derfor må de reformramte anses for at være vinderne, da deres fortællinger nu udkommer i flere bøger.

MIN FORTÆLLING er ikke så meget anderledes end så mange andre, men det er slående, at vores mange fortællinger fylder så lidt i den danske litteratur om den socialpolitiske udvikling i nyere dansk tid.

HER HVOR JEG STÅR, får jeg hold i nakken af at betragte nutidens danske socialpolitiske historie. Mest fordi jeg hele tiden skuer bagud i vores rigdom af historiefortællinger, fra dengang hvor ord som ”fattiggård”, ”armod” og ”værdigt trængende” var helt almindelige dagligdags ord og vendinger – det vi til daglig kalder for: fortiden.

JEG STÅR HER og glor mig over skuldrene, fordi årtiers forskning og viden ikke rigtig bliver brugt til noget, og det føles lidt åndssvagt, at vi kender til så meget af det, som virker og alligevel gør det modsatte. Som om fremtiden bliver bedre ved at lave den om til: fortiden.

DET MESTE SOM siges og skrives handler om de politiske skåltaler – de sociale illusioner – og fordrejede sandheder om de reelle målsætninger. Alt oftere lanceres politiske lovforslag som reformer under påskud af at ville hjælpe bestemte grupper af medborgere, hvor det rent praktisk er det stik modsatte. Politikere misbruger de reformramtes problemer som undskyldning for at gennemføre økonomiske besparelser.

”Nu skal jeg hjælpe dig, derfor giver jeg dig en ringere økonomi”.

SYNET PÅ SAMFUNDETS reformramte har ikke i nyere tid været mere fattigt. Fattigt på forståelse, interesse, empati og ja også økonomi – i en tid hvor resten af samfundet ellers oplever økonomisk velstand.

Og derfor er det så meget desto vigtigere, at de berørte borgeres ord bliver hørt. At deres livsudfordringer og fortællinger om samfundets fejlslagne indsatser bliver udbredt til en større del af den danske befolkning. For mange af dem føler, at den hjælpende hånd de modtager fra velfærdssamfundet, alt for ofte sker i form af en knyttet næve.

DET REFORMRAMTES fortællinger er i stigende grad ved at vinde indpas i den offentlige debat, medier og pressens spalter. Reduceret til ”cases” (personsager) har de været nævnt i pressen i hundredvis i løbet af de seneste år, men ikke meget når ud i litteraturen og den socialpolitiske historie for vores samtid. Som dug for solen glemmes overskrifterne i pressen for igen at blive til hverdag og gårsdagens nyheder.

MEN ENKELTE bogudgivelser findes dog, som i utvetydige vendinger gengiver de reformramtes fortællinger ord for ord. Seneste bog jeg har læst er ”Stemmer fra dybet” af Dorte Hummelshøj Jakobsen.

Fortællingerne spænder vidt, men har det tilfælles, at de beskriver mødet med velfærds Danmark og hjælpen, som endte med at blive det stik modsatte.

HER FORTÆLLES OM: Nyttejobbet der ingen nytte gjorde. Førtidspensionen som ikke gav den ventede ro, fordi den kom al for sent. Livet på gaden som 15-årig og de livslange konsekvenser. Studerende børnefamilier, som har ualmindeligt svært ved at skaffe til dagen og vejen. Om den hårde barndom, sygdom og fysisk nedslidning. Fleksjobberen, der blev ramt af en blodprop i hjernen, og måtte bruge et år på at skrive sin historie, som ellers før blodproppen kunne være gjort på en dag.

DET ER FORTÆLLERNES egne ord og vendinger, som benyttes i fremstillingen. Enkelte steder er det sammensat af en række af citater, hvor fortællerens egne evner ikke rækker til at lave en samlet beretning. Alt dette krydres med citater fra fremtrædende danske politikere. Citater fyldt med floskler, usandheder og afstumpet menneskesyn.

MIN MOR LÆRTE MIG, at usandheder med rette skal kaldes for løgne. Hun lærte mig også, at vi skulle hjælpe vores næste. Havde hun levet i dag, så ville hun næppe kalde det for politisk spin eller reformer, ej heller hjælp til de reformramte.

”Politikernes ensidige fokus på arbejdsudbud og økonomi har medført et markant skred i menneskesynet: Mennesket har ikke længere værdi, bare fordi det er til. Menneskets værdi måles ud fra dets evne til at arbejde og tjene penge til den offentlige kasse. Kan det ikke forsørge sig selv, regnes det for at være en byrde.” citat fra bogens forord. 

”Stemmer fra dybet” er med sine 12 fortællinger et sjældent indlæg i debatten, omend den ikke er den eneste og sidste. For endnu en bog med titlen ”Er det Velfair” er på vej i trykken.

HVORFOR ER DET vigtigt og relevant at de reformramtes fortællinger bliver udgivet, kunne man spørge.

Udover det indlysende i, at det udgør en væsentlig del af den danske samtids socialpolitiske historie, så er den vigtig, fordi meget få danskere reelt kan forholde sig til den mosaik af politiske beslutninger, der har ændret så markant på den sociale indsats i Danmark. Beslutninger, der vel og mærke er et politisk valg og ikke en nødvendighed.

OG SÅ LÆNGE vi har tradition for fejlagtigt at koble social- og beskæftigelsespolitik sammen, som var de hinandens uundværlige nødvendigheder, så kan vi ikke skabe en ny politik. En politik som anerkender alles ret til et lige udgangspunkt og retten til et værdigt liv.

Vi skal langt tilbage på den politisk tidslinje for at forstå sammenhængen. Helt tilbage til Maastricht traktaten i 1992 og den fælles europæiske beslutning om at etablere den monetære union.

FOR AT EU'S MEDLEMSLANDE kunne etablere en fælles valuta, måtte nationalstaternes budgetter balancere. Der skulle være styr på husholdningen i hvert enkelt medlemsland, og selvom Danmark ikke blev en del af Euro-landene, så valgte vi at følge trop og holde en ”fast kurs” overfor Euroen.

Og hvordan kunne de europæiske lande så sikre sig, at de havde styr på landets husholdning? Jo via reformer (reelt at betragte som besparelser), som primært blev rettet imod det statslige/offentlige og de sociale sikringsordninger. I Danmark kaldet for det sociale sikkerhedsnet, som vi stiller til rådighed for hinanden som del af en social kontrakt.

DEN SOCIALE KONTRAKT er siden 1992 blevet brudt et utal af gange, og langt de fleste oplæg til disse brud kan findes som anbefalinger fra Velfærdskommissionen, som blev nedsat i 2003. Velfærdskommissionen havde bl.a. til formål ”at sikre grundlaget for social tryghed og balance samt et velfungerende velfærdssystem i fremtiden.” Det kan være særdeles svært at genfinde målsætningen i det efterfølgende årtis massive besparelser, som de facto har medført det stik modsatte.

EN LANG RÆKKE AF anbefalingerne fra Velfærdskommissionen handlede nemlig om at spare på de sociale sikringsordninger og var derfor reelt brud på den sociale kontrakt. Uden at udtømme listen kan jeg fremhæve massive forringelser af dagpengesystemet, afvikling af efterlønnen og stigningen i folkepensionsalderen.

Hertil er ydermere tilføjet forringelse af ordninger for sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. Massive omlægninger og besparelser på kontanthjælpsområdet med mere. 

Slutteligt er alle offentlige ydelser ændret fra at blive reguleret efter lønudviklingen til pristalsindekset.

JEG UNDLADER at inddrage andre indlysende faktorer som indførelse af satspuljeordning, kontanthjælpsloft, 225 timers regel og de meget lave ydelser for danskere på integrationsydelse og et hav af andre tilsvarende besparelser og forringelser.

Oveni disse besparelser skal så lægges de helt generelle årlige besparelser, som landets kommuner og statslige institutioner er blevet pålagt – samt det stigende økonomiske og menneskelige forbrug af administration og registreringer (New Public Management).

MINDR ØKONOMISKE rammer til at løse større opgaver har også medført besparelser på det sociale sikkerhedsnet og brudt den sociale kontrakt. Alle disse politiske tiltag er bevidste valg, og lovene er vedtaget i Folketinget på et fuld oplyst grundlag.

Med andre ord er det ikke en hjælp til samfundets mest udsatte eller danskere ramt af ledighed eller sygdom. Det er bevidste politiske valg, som udhuler det sociale sikkerhedsnet og bryder den sociale kontrakt.

DENNE MOSAIK forstår de færreste danskere, fordi kompleksitet og tidshorisont strækker sig over årtier og altid præsenteres med politiske vinkler og målsætninger, som ikke er sandfærdige. Det min mor ville kalde for usandheder og løgne.

Derfor er de reformramtes fortællinger så meget desto vigtigere. Fordi almindelige mennesker kan forholde sig til deres udfordringer og forstår, at alle har ret til et værdigt liv.

MED FORTÆLLINGERNE kan man illustrere, at den hjælp som ydes, ofte ikke er hjælp og ofte resulterer i endnu større udsathed. Man kan sætte sig ind i fortællerens situationen og tænke ”hvad hvis det var mig eller en af mine kære, som var syg eller ledig i det system”.

For oveni alle besparelserne er der etableret et kontroltyranni, som med mistillid og sanktioner fastholder de fleste i årelange bekostelige og unødvendige sagsforløb. Og den afmagt og umyndiggørelse kan læserne forstå.

HELT LAVPRAKTISK kan læserne f.eks. se, at efter 22 ugers sygedagpenge bliver de en del af mørketallene. Det mørketal som kaldes for ”selvforsørgelse”, hvor man må leve af sine egne værdier, før man med hatten i hånden allernådigst kan bede om kontanthjælp.

En kontanthjælp som 70% af kontanthjælpsmodtagere ikke burde modtage, da de burde modtage andre ydelser pga. sygdom, handicap, kroniske lidelser eller andre svære livssituationer. 70% for hvem udfordringerne er andet og mere end blot ordinær ledighed.

TILBAGE I 2012 forsøgte jeg at få arrangeret en 24 timers radioudsendelse med højtlæsning af de reformramtes fortællinger. Det var desværre ikke muligt at finde den rette radiokanal til formålet, så det blev ved tanken, indtil jeg i starten af året fik relanceret ideen. Det mundede ud i en 24 timers LIVE streaming til Facebook og YouTube.

JEG SER TILBAGE på ”24 timer for de reformramte” med en blanding af følelser. Ydmyghed: fordi så mange tog så godt imod ideen og arbejdede så konstruktivt sammen for at gennemføre den – respekt: for det store mod, som de mange reformramte udviste ved at stille deres fortællinger til rådighed – glæde: over de mange empatiske oplæsere som deltog i oplæsningen af fortællingerne – og ikke mindst opløftethed: fordi vi sammen fik gjort en nødvendig forskel.

MANGE AF FORTÆLLINGERNE fra ”24 timer for de reformramte” udkommer snart i bogform med titlen ”Er det Velfair”. Bidrag til udgivelsen samt omtale af bogen kan du finde på Boomerang

Min egen rejse med udgivelserne i tryk og skrift startede med ”Opråb fra bunden” på Modkraft. Syv fortællinger skrevet af reformramte, som vi i netværket Bekæmp Fattigdom NU fik bragt i 2016 forud for demonstrationen ”Værdigt liv til alle”, og rejsen kulminerer med bogudgivelsen ”Er det Velfair”.

EN REJSE, hvor jeg blot er en af mange, som med små bidrag bidrager til noget langt større. En rejse, hvor der er plads til mange flere. For enden af rejsen venter en ny anstændig politik, hvor alle har ret til et lige udgangspunkt og et værdigt liv.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.