Claus Jansson er en af de mange, som på egen krop har oplevet beskæftigelsessystemet indefra. Siden han i 2005 blev ramt af en arbejdsulykke har han kæmpet på kanten af arbejdsmarked med skiftende ansættelser i fleksjob siden 2006. Trods tre arbejdsulykker i sin karriere insisterer Claus på retten til en plads på det rummelige arbejdsmarked.
Hans spidskompetencer er opstået som direkte resultat af hårdt tjente erfaringer, som en blandt mange reformramte. Han erkender at kampen mod den stigende ulighed er en af vores tids vigtigste opgaver. Og løsningen ligger i det fælles medansvar.
Claus har taget sine praktiske erfaringer med sig i sin fleksjobansættelse på Christiansborg, hvor han er politisk assistent på social- og beskæftigelsesområdet for Alternativet. Claus bruger parlamentarisk aktivisme til at påvirke den offentlige mening.
I DEN SENERE TID har der været en nærmest betændt debat om, hvorvidt mennesker med nedsat arbejdsevne også har ret til at søge beskæftigelses som folkevalgte repræsentanter for demokratiet.
Dette har bl.a. gjort sig gældende under den netop overståede valgkamp, hvor borgere med væsentligt og varigt nedsat arbejdsevne visiteret til fleksjob på det nærmeste er blevet truet med at få frataget deres fleksjobbevilling, hvis de så meget som gjorde sig en tanke om at påtage sig en demokratisk forpligtelse og deltage i kommunal- eller regionsrådsvalg.
NU UDSÆTTER BESKÆFTIGELSESMINISTEREN i sit seneste hyrdebrev til landets borgmestre selvsamme gruppe af borgere for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen præciserer i sit hyrdebrev bl.a. reglerne for tilkendelse af fleksjob. Desværre forbryder ministeren sig ved samme lejlighed imod lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, når han også skriver:
”Hvis udførelsen af det politiske hverv vurderes at antage et omfang, som demonstrerer en større arbejdsevne, end hvad der har udgjort grundlaget for at visitere til fleksjob, kan det være en anledning til at overveje, om vedkommende fortsat skal være omfattet af ordningen. Et klart eksempel herpå kan være, hvis en borger i fleksjob kan varetage en post som borgmester eller formand for regionsrådet.”
Her begår ministeren en eklatant fejl, da han med sin eksemplificering af stillingsbetegnelse opstiller barrierer til arbejdsmarkedet for mennesker med væsentligt og varigt nedsat arbejdsevne.
MINISTEREN GØR SIG med sin udtalelse til domsmand over, at der er bestemte politiske hverv, som fleksjobvisiterede ikke kan bestride. Dette er en klar diskrimination af mennesker med handicap i forhold til forbuddet mod diskriminering på arbejdsmarkedet – samt en knægtelse af deres demokratiske rettigheder, da ministeren sætter lighedstegn imellem politiske folkevalgte hverv og risikoen for at få frakendt en fleksjobbevilling.
Ministeren anlægger en forskelsbehandlende og diskriminerende diskurs i sit svar, fordi han udelukker at hvervene kan udføres under hensyntagen til og efterlevelse af nødvendige skånebehov. Herunder at arbejdet kan udføres via kompenserende foranstaltninger, som f.eks. behovet for reduceret arbejdstid e.l.
Ministeren gør samtidig regning uden vært, når han alene betragter udførelsen af politisk arbejde som en beskæftigelse udført i arbejdstiden. Mange borgere med nedsat arbejdsevne, som er politisk engagerede, benytter ikke kun deres arbejdstid men i lige så stort omfang deres fritid til deres politiske engagement.
OG INGEN MINISTER, heller ikke beskæftigelsesministeren, kan nedlægge et forbud imod at mennesker med nedsat arbejdsevne må have fritidsinteresser. Selv er jeg afskåret fra mange fritidsinteresser pga. fysiske lidelser, men det umuliggør ikke min deltagelse i andre fritidsaktiviteter, som f.eks. politiske aktiviteter.
Hverken ministeren, landets borgmestre eller andre folkevalgte har lovhjemmel til at udøve diskriminerende forskelsbehandling af mennesker med nedsat arbejdsevne eller sætte dem hindringer i vejen for at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Heller ikke som borgmester eller formand for regionsrådet eller som statsminister, skulle det ligge indenfor deres muligheder og kompetencer.
DET ER EN HELT UHØRT og uacceptabel eksemplificering af en minister som repræsentant for landets øverste myndighed på beskæftigelsesområdet.
Med navns nævnelse af specifikke stillinger legitimerer hans hyrdebrev forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, sætter spørgsmål ved retten til et aktivt fritidsliv – men det værste er, at det efterlader et indtryk af, at nogle borgere har ringere demokratiske rettigheder.
Det handler i sin enkelthed om, at vi alle har ret til et lige udgangspunkt. At vi alle skal have lov til at forfølge vores drømme, og at vi med brug af kompensationsprincippet skal gøre det muligt for alle at udleve deres fulde potentiale.
Og det modarbejder vi, når en beskæftigelsesminister direkte eller indirekte tilskynder til en forskelsbehandling af mennesker med handicap og kroniske lidelser. På beskæftigelsesområdet, på fritidsområdet og ved at reducere deres demokratiske rettigheder.
Dem af os med væsentligt og varigt nedsat arbejdsevne vil nok arbejde endnu mere målrettet på, at også vi får en plads indenfor de politiske hverv. For der er tilsyneladende stærkt brug for, at mennesker med vores erfaringer bliver inddraget mere aktivt i dansk politik.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.