Der er ikke meget grøn knap/rød knap over maskinerne hos Rolf Schmidt Industri Plast i Kolding.
Maskinparken bestående af CNC-fræsere, CAM-maskiner og Hypermills er spækket med knapper og avanceret software, som skal programmeres af kyndige hænder, før produkterne i plast og metal får de rigtige former.
Det er en anden verden end på områdets tekniske skoler i Vejle og Fredericia, påpeger firmaets produktionschef.
"Det er sørgeligt, at man kan gå derop og se stort set de samme maskiner, som da jeg selv var i lære - og dengang var de altså heller ikke nye," siger Flemming Stubkjær, som med sine 47 år har lagt læretiden langt bag sig.
Nye lærlinge er blanke
Kolding-firmaets ældste CNC-maskine er fra 1990'erne. Den er på vej til at blive kasseret, fordi den halter for langt efter den teknologi, der er nødvendig for at kunne opretholde konkurrencen.
Men ifølge produktionschefen er den er stadig langt nyere end det udstyr, som eleverne på teknisk skole lærer at arbejde på.
Det 36 mand store firma har to lærlinge, og de er ofte helt blanke, når de først gang står over for en moderne maskine, fortæller Flemming Stubkjær.
"Det kan godt være, at det er godt at lære de gode gamle værdier, om hvordan man drejer og fræser manuelt. Men det hænger slet ikke sammen med virkeligheden, at det fylder så meget på uddannelsen," siger han.
Regeringen ventes om ganske kort tid at præsentere sit udspil til en reform, som skal løfte kvaliteten og få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Ifølge Flemming Stubkjær er en opgradering af skolernes udstyr en forudsætning, hvis ambitionen skal gå i opfyldelse.
"Det duer jo ikke, at det første, de unge møder, er en møgbeskidt maskine fra 1800-grønhvidkål. Det er da klart, at de unge siger "hold kæft, det gider jeg da ikke," og så går over på gymnasiet, hvor de har fin kantine og vand i gulvene," siger han.
Svækker konkurrenceevnen
Men det er ikke kun de unges interesse, som kan lide skade. Et utidssvarende udstyrsniveau på skolerne forplanter sig også til virksomhedernes bundlinje, og påvirker dermed deres konkurrenceevne, mener Flemming Stubkjær.
"Altså sagt helt firkantet ville det være lettere at tjene penge i industrien, hvis skolerne havde det udstyr, som man bruger de fleste steder i dag," siger han.
Han forklarer, at der går tre-fire måneder, før virksomheden "tjener penge" på en medarbejder, som ikke har erfaring med de moderne maskiner.
"Men for 14 dage siden fik vi en ny mand, som næsten er selvkørende nu, fordi han tidligere har arbejdet i et tilsvarende system. Jeg siger ikke, at vi ikke skal give nye medarbejdere og lærlinge en grundig introduktion, men det siger jo noget om, hvad forskellen er," siger Flemming Stubkjær.
Produktionschefen mener, at der skal flere penge på bordet til udstyr i forbindelse med reformen af erhvervsuddannelser.
Alternativt mener han, at skolerne burde samle ind til nye maskiner blandt de lokale virksomheder.
"Jeg tror, at både små virksomheder som vores og store virksomheder som for eksempel Danfoss ville være mere end villige til at spytte lidt i kassen. I forhold til den tid, vi skal bruge på lærlinge, ville det jo spare os for en masse," siger han.
Teknisk Skole: Vi kan aldrig stille alle tilfreds
På Syddansk Erhvervsskole mener kommunikationschef Lars Havelund ikke, at skolens maskinpark udgør et problem i forhold til kvaliteten af elevernes uddannelse.
"Når vi har en blandet maskinpark, hvoraf nogle maskiner er af ældre dato, er det fordi, at man i nogen brancher skal mestre nogen grundlæggende færdigheder, inden man kan betjene det moderne udstyr. Så det er hele tiden en balance," siger han.
Lars Havelund opfordrer Rolf Schmidt Industri Plast og andre virksomheder, der oplever problemer med det teknologiske niveau, til at henvende sig til erhvervsskolen.
"Men vi bliver aldrig i stand til at stille alle tilfredse. Vi indretter ikke vores uddannelse efter den enkelte virksomhed, for der er simpelt hen for stor forskel fra sted til sted," siger han.