Der er har været mange spekulationer, men endnu har duoen Laudrup og Faxe ikke sat deres underskrift på nogen ny trænerkontrakt.
Og nu melder John Faxe Jensen sig klar til at tygge på eventuelle tilbud om trænerjob i Danmark, hvis han ufrivilligt må bryde ud af samarbejdet med Michael Laudrup.
Blandt andet er Horsens nævnt som en mulighed.
Det skriver sporten.dk.
- Jeg har et samarbejde med Michael, og det har jeg tænkt mig at se, om jeg kan fuldføre. Men så længe, der ikke er nogen jobtilbud, så er jeg da interesseret i at høre fra så mange som muligt. Jeg vil tygge på de tilbud, der kommer, og jeg er ikke uinteresseret i at være træner igen på et tidspunkt, siger John Faxe Jensen til sporten.dk og afviser samtidig rygterne om en fremtid i Horsens.
Han understreger dog, at han ikke har nogen plan for, hvornår han vil gå solo, og at udlandet stadig har førsteprioritet.
Trænerduoen holder i øjeblikket ferie, men vil formentlig mødes i næste uge og se på, hvad fremtiden bringer.