Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
LISTEN OVER VOLD OG TRUSLER på de socialpsykiatriske bosteder er lang. Alt for lang. Fem gange er det endt med drab på ansatte.
Søndag aften var det tæt på at ske igen. Og denne gang med syre som et nyt forfærdeligt våben. Ofret blev en 24-årig social- og sundhedsassistent, som var kontaktperson for den psykisk syge voldsmand.
Det er forfærdeligt, at det kan ske igen og igen.
DET TRAGISKE FEMTE DRAB på en social- og sundhedsassistent i påsken i 2016 satte omsider det afgørende skub i udviklingen af en løsning på en af de helt grundlæggende problemstillinger. Stærkt udadreagerende psykisk syge, som bostederne ikke kan og ikke skal kunne håndtere, udløser svingdørs-psykiatri, hvor den psykisk syge er i stadig bevægelse mellem bopælen på bostedet og indlæggelsen i behandlingspsykiatrien.
Det afgørende skub, som med møje og besvær førte til en politisk aftale om blandt andet oprettelse af 150 ekstra sengepladser til netop denne målgruppe.
Det holdt hårdt at blive enige på Christiansborg, og det holdt hårdt at blive enige mellem bruger-, pårørende- og faglige organisationer.
De nye pladser vil først være til rådighed i begyndelsen af 2018, så kommuner og regioner er nødsaget til at bruge ekstra ressourcer på at opretholde et forsvarligt sikkerhedsniveau indtil da.
DER ER STADIG HELT grundlæggende uløste problemer i psykiatrien. Måske er manglende lighed et godt bud på en fællesnævner for store dele af problemerne.
Vi bryster os ofte - også i FOA – af, at den danske velfærdsmodel bygger på lige adgang og lige muligheder for alle, men den definition af velfærd er alt for mange psykisk syge ekskluderet fra. Mennesker med psykiske lidelser lever væsentligt kortere og dør blandt andet af ubehandlede sygdomme, som i sig selv ikke er livstruende, og som vi i et moderne velfærdssamfund burde kunne både opspore og behandle i tide.
VI HAR I FLERE ÅRTIER fokuseret på retssikkerheden i psykiatrien - langt stærkere end på andre velfærdsområder, men vi er godt på vej til at lade den enkeltes retssikkerhed gælde på bekostning af andres. Det burde ellers ikke være så vanskeligt. Trumfer bostedets voldtægtsmands retssikkerhed den serievoldtagne nabos? Trumfer den voldsdømtes retssikkerhed den overfaldne ansattes, når spørgsmålet om tilbagevenden til bostedet står på dagsordenen? Trumfer den stærkt udadreagerende psykiske syges frie adgang til håndvåben eller dét, der ligner, de øvrige beboeres og de ansattes retssikkerhed? Eller trumfer den psykisk syges frihed til at foretage egne valg, de øvrige beboeres og ansattes retssikkerhed?
DEN ENKELTES RETSIKKERHED er naturligvis helt central. Det burde give sig selv, at den retssikkerhed ikke må fjerne eller begrænse andres retssikkerhed. Ellers er vi ude på en ganske håbløs glidebane, hvor politikere og beslutningstagere svigter de svageste og de ansatte.
Og den manglende lighed slår ikke mindst igennem, når det handler om økonomi og ressourcer.
Psykiatrien er økonomisk underprioriteret og på store områder underbemandet.
DER ER IKKE SENGE NOK, og der er ikke tid nok.
Og måske ser det seneste overfald med syre ud til igen at afspejle en behandlingspsykiatri, som er tvunget til at udskrive patienter - ikke som raske eller velfungerende -, men som værende i vejen for nogle, der trænger mere.
Tyg lige på den formulering – ikke rask, men i vejen for nogle, der trænger mere. Det burde give alle os, der finansierer den danske velfærd, kollektiv velfærdshovedpine.
Også her behandles psykiatrien som et andenrangs sundhedsvæsen.
DET ER IGEN ET SVIGT af en psykisk syg, som vi desværre har set alt for ofte. Og hvis politikerne ikke reagerer, vil vi se det igen og igen. Se den psykisk syge dreje rundt i svingdørene mellem den regionale behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri.
Og det er igen et svigt af ansatte, som vi også har set for ofte før. Hvad er forklaringen på, at dé, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel og skabe indhold og livskvalitet for den psykisk syge, ikke skal have en retssikkerhed, der også omfatter den fysiske sikkerhed?
En sikkerhed for, at de trygt kan gå på arbejde. At deres pårørende kan have tillid til, at de kommer hjem i god behold.
DE SVIGT KAN VI ganske enkelt ikke være bekendt. Psykisk syge skal i lighed med somatisk syge, være færdigbehandlede, færdigudredte og helt klar, forinden de udskrives. Ingen af os kan forestille os, at en hjerte- eller kræftpatient blev udskrevet uden den rette udredning og behandling og før, der var lagt en plan for udskrivelse og eventuelt videre forløb af relevante tilbud om pleje og behandling på rette sted.
Lad os nu få taget fat på vejen til fuld sikkerhed for alle i psykiatrien og fuld ligestilling af behandlingen af mennesker med psykiske lidelser og mennesker med somatiske sygdomme.
Det forudsætter, at regeringen vil tage dialogen om den store og langsigtede løsning i psykiatrien med både brugere, pårørende og ansatte.
Og det forudsætter, at oppositionen spiller positivt med.
KÆRE LARS, KRISTIAN OG METTE. I skal alle tre på banen, hvis vi skal finde langsigtede og bæredygtige løsninger.
I må i fællesskab samle den handske op, så vi kan komme i gang.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.