Efter at have foretaget et indledende hop opad røg den nyfødte Facebook-aktie efter sit indtog på børsen hurtigt tilbage nær udgangspunktet på 38 dollar.
Forventningerne til aktieemissionen har været massive, og udviklingen skuffer umiddelbart danske aktieeksperter.
- At Facebook-aktien falder tilbage så hurtigt til åbningsprisen er et klart svaghedstegn, siger Max Gandrup, der er landechef i Danmark for nordens største online-børsmægler, Nordnet, til Ritzau.
Han bakkes op af Per Hansen, der er aktiestrateg i Jyske Bank:
- Indtil videre er overskriften stor ståhøj for - jeg vil ikke sige ingenting - men lidt mindre, siger han og fortsætter:
- Det ser jo ud, som om at det stigende udbud, der kom, fordi interessen var så stor, indtil videre har mættet efterspørgslen.
Den amerikanske økonom Gerard Hoberg fra University of Maryland mener, at de private aktiekøberes forventninger til Facebook-aktiens styrke har været svære at indfri:
- Jeg tror, det handler om er, at vi har en masse private investorer, der forventer kursstigninger, og som er brugere af Facebook, og der er mange af disse investorer, der skaber et stort købspres, siger han til nyhedsbureauet AFP og uddyber:
- Men professionelle, der kiggede på tallene bag Facebook, var mere i tvivl, og det køler sagerne en hel del ned.
Den længe ventede aktieemission ventes at indbringe 16,4 milliarder dollar - hvilket svarer til svimlende 96 milliarder kroner.
Det gør det til den største børsintroduktion nogensinde for en amerikansk teknologivirksomhed og sender samtidigt Facebook direkte ind blandt de 25 største børsnoterede selskaber i USA.