Det var en svipser, da Enhedslisten bookede en bar uden overenskomst til deres partifest, erkender partiet blankt.
For et par dage siden kom det frem, at det ellers så overenskomstglade parti havde booket feststedet KB18 i København uden at tjekke, om stedet havde overenskomst - hvilket det ikke havde.
Nu tager Enhedslisten-København så konsekvensen og flytter partifesten til andre lokaler, skriver partiet i en pressemeddelelse.
"Vi tjekker normalt altid, at der er overenskomst på de steder, hvor vi holder arrangementer. Det var ikke sket her, og det er en brøler. Så nu flytter vi festen," lyder det fra Filip Soos, kampagnesekretær for Enhedslisten-København.
Bommerten får imidlertid også andre konsekvenser.
Efter at have opdaget den manglende overenskomst, har Enhedslisten taget initiativ til et møde mellem ejeren af KB18 og 3F København med henblik på at aftale en overenskomst.
Hvis det lykkes, vil Liste Ø meget gerne holde fest på baren en anden gang, meddeler partiet. Men i denne omgang bliver festen for de rødgrønne københavnere flyttet til Medborgerhuset på Nørrebro.