Børn helt ned til ni år bliver stoppet på el-løbehjul i trafikken.
Flere køretøjer kan køre langt hurtigere end de tilladte 20 km/t.
Rådet for Sikker Trafik advarer nu forældre om både ulykkesrisikoen og de økonomiske konsekvenser.
Et el-løbehjul, der kan køre 78 km/t. En fører på bare 13 år.
Det var, hvad politiet stod med i Fredericia, og sagen er langt fra enestående.
Flere steder i Danmark har politiet stoppet børn på ulovlige el-løbehjul, der kan køre langt hurtigere end de tilladte 20 km/t. I Grindsted blev en 12-årig eksempelvis stoppet på et el-løbehjul, der kunne køre 56 km/t. I Viby ved Roskilde måtte politiet kontakte forældrene til en niårig, som kørte alene.
Nu opfordrer Rådet for Sikker Trafik, Odense Universitetshospital og forsikringsselskabet Alm. Brand forældrene til at tage problemet alvorligt.
- Et el-løbehjul er ikke bare et stykke legetøj. Det er et motoriseret køretøj, og man kan få alvorlige skader, hvis man mister kontrollen og kører galt, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
811 personer behandlet efter ulykker
På akutmodtagelserne i Odense og Svendborg har man siden 2021 behandlet 811 personer efter ulykker på el-løbehjul. En fjerdedel af dem havde alvorlige skader.
Ifølge overlæge og professor Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital kan selv et styrt ved lovlig hastighed føre til hovedskader, ansigtsskader eller knoglebrud. Risikoen bliver endnu større, når el-løbehjul er ændret til at kunne køre 60, 80 eller 100 km/t.
Kan koste hundredtusindvis af kroner
Ulykkerne kan også få store økonomiske konsekvenser. Forsikringsselskabet Alm. Brand modtager løbende henvendelser fra forældre efter uheld med børn på el-løbehjul. Hvis et barn forårsager en alvorlig ulykke på et ulovligt eller tunet el-løbehjul, kan der opstå erstatningskrav på flere hundrede tusinde kroner.
Samtidig florerer videoer på sociale medier, hvor børn og unge kan finde vejledning i at tune el-løbehjul og se eksempler på farlig kørsel.
Forældre skal reagere
Flere skoler og politikredse har allerede kontaktet forældre om problemer med børn på el-løbehjul, men ifølge Rådet for Sikker Trafik bliver henvendelserne ikke altid taget alvorligt.
- Vi hører fra flere politikredse, at disse henvendelser af og til bare bliver mødt med skuldertræk, og det er ikke i orden over for de andre trafikanter, skolen eller politiet, siger Jakob Bøving Arendt.
Rådet opfordrer derfor forældre til både at kontrollere el-løbehjulets hastighed og sikre, at børnene overholder reglerne.