FDM vil midlertidigt halvere ejerafgiften på benzin- og dieselbiler.
Forslaget kommer efter kraftige stigninger i brændstofpriserne, som ifølge organisationens beregninger kan koste bilister op mod 4.000 kroner ekstra om året.
Det kan blive billigere at eje en benzin- eller dieselbil, hvis politikerne lytter til et nyt forslag fra FDM.
Bilistorganisationen vil nemlig halvere den halvårlige ejerafgift for at kompensere for de høje brændstofpriser.Forslaget retter sig mod mere end to millioner danske bilejere, som ifølge FDM mærker prisstigningerne på privatøkonomien.
Organisationens beregninger viser, at en bilist, der kører 20.000 kilometer om året, i 2026 vil have en ekstra benzinregning på godt 3.200 kroner. For dieselbilister er merudgiften omkring 4.000 kroner.
- For de fleste er bilen ikke en luksus, men en nødvendighed i hverdagen, og mange mærker de rekordhøje benzin- og dieselpriser meget konkret, siger FDM's administrerende direktør Stina Glavind.
Skal hjælpe flere end pendlerne
Tidligere på året blev kørselsfradraget hævet for at hjælpe danskere, der pendler langt til arbejde. Men ifølge FDM er det langt fra alle bilister, der får glæde af den løsning. Organisationen peger på, at to tredjedele af danskernes bilkørsel foregår i andre sammenhænge end transport til og fra arbejde.
- Politikerne skal have ros for allerede at have hævet kørselsfradraget. Det er en vigtig hjælp, men kun for dem, som pendler langt til arbejde, siger Stina Glavind.
Derfor mener FDM, at en lavere ejerafgift vil være en mere bredt dækkende løsning.
Vil ikke sænke prisen ved benzinpumpen
FDM foretrækker at sænke ejerafgiften frem for afgiften på selve brændstoffet. Begrundelsen er, at billigere benzin og diesel kan give bilisterne et større incitament til at køre mere, mens en lavere ejerafgift ikke direkte påvirker prisen på den enkelte køretur.
Samtidig mener organisationen, at forslaget kan gennemføres hurtigt uden at bremse den grønne omstilling.
- FDMs forslag hjælper alle, som ikke har økonomi til eller mulighed for at skifte til en elbil her og nu. Det er dem, vi ønsker at hjælpe, så de ikke lades i stikken med de rekordhøje brændstofpriser, siger Stina Glavind.
Staten forventes ifølge FDM at få 9,7 milliarder kroner ind i ejerafgifter i 2026. Beløbet omfatter både personbiler, busser, varebiler og lastbiler.