Den er helt vandret.

Peter Stauning kan mærke sveden i håndfladerne. Han bladrer lidt i nogle papirer, tjekker et par data på den anden skærm.

Men inderst inde ved han det godt: En vandret streg uden udslag betyder intet signal.

Mens solen bager ned på det lille kontor på øverste etage af Danmarks Meteorologiske Institut, isner det over det meste af Peter Staunings krop, da informationen langsomt synker ind: Oppe i rummet hænger Danmarkshistoriens dyreste rumprojekt, Ørsted-satelitten, og nede på jorden sidder dens far.

For første gang siden opsendelsen af den lille satellit et halvt år forinden, er der ingen kontakt.

»Det var en klam fornemmelse. Tænk, hvis den var død mellem hænderne på os. Den kostede 160 millioner kroner. Og jeg sad bare der med ansvaret for det hele,« siger Peter Stauning, der ikke er bleg for at kalde sig far til Ørsted-satelitten ¿ det lille vidunder, der fra rummet de seneste ni år har fortalt os alt det, vi ikke har vidst om vores egen Jord. Om magnetfelter, om iskapper, om temperaturer.

Hvis satelitten var død den dag, ville flere års arbejde ifølge Peter Stauning være gået tabt, og mennesket ville ikke have vidst nær så meget om Jorden, som vi gør i dag.

Ligner et teenageværelse

Den iltre og gråhårede meteorolog har netop taget imod os i receptionen på Danmarks Meteorologiske Institut med ordene velkommen. Skynd jer, vi har snart en passage . Uden at forklare sig nærmere har han hevet os med op på det lille kontor, hvor det dengang for ni år siden var ved at gå så grueligt galt.

Det ligner mest af alt et teenageværelse fra 1980 erne; to gamle computerskærme, en lille monitor, et spinkelt vindue.

Det er ikke til at se, at det var her, at drømmene om Danmarks bedrifter i rummet første gang tog form i 1990 erne. At det er her, den verdensberømte Ørsted-satellit seks gange i døgnet sender et virvar af data ned til sin far.

Selvom Peter Stauning fortæller med en fars klassiske overskud af energi, når han ved, at historien ender godt, lister der stadig en lille og levende nervøsitet rundt mellem hans ord.

»Vi måtte bare vente.«

Og det gjorde Peter Stauning. I det længste halve døgn i hans liv grublede han over, om det mon var hans egen skyld, at Ørsted ikke længere sendte signaler tilbage. Den talentfulde fysiker havde nemlig selv forsøgt at reparere satelittens stjernekamera ved at sende data op til den. Men det velmente forsøg havde foreløbig ikke resulteret i andet end sort skærm.

Morgenen efter skete der endelig noget. Der var pludselig bølger på den lille grønne streg.

»Da vidste vi, at Ørsted ville leve mange år endnu,« siger Peter Stauning.

Siden er det også gået slag i slag for den lille danske satellit, der som primær opgave har skullet måle Jordens magnetfelt. Den har blandt andet overlevet strålingen fra voldsomme soludbrud og magnetiske storme ¿ rumfænomener, der ellers har en del andre satellitliv på samvittigheden.

Undersøger Grønlands is

I alt er det blevet til lidt over to milliarder kilometer i Danmarks tjeneste. Det svarer til syv returrejser fra Jorden til Solen.

Men hvad er farmand så mest stolt af, når han kigger på sit otte meter lange og 60 kilo tunge rumbarn?

»Jeg er stolt af, at så mange videnskabsfolk verden over bruger Ørsteds data,« svarer Peter Stauning.

Ørsteds signaler bliver brugt til, hold fast, at bestemme iskappers tykkelse på Grønland, kortlægning af strømsystemer i rummet, undersøgelse af strålingens indvirken på computersystemer og en udvikling af GPS-baserede metoder til at bestemme temperaturen i vanddamp.

Om alt går vel har Ørsted udsigt til yderligere 10-15 i dansk kosmisk tjeneste.