For mange cosmopolitans og fadøl i store mængder er yderst skadeligt. Derfor sænker Sundhedsstyrelsen nu grænsen for, hvor meget det er sundt at drikke.
Men det bliver svært for danskerne at holde sig inden for rammerne på syv genstande om ugen for kvinder og 14 genstande til mænd. Det mener lektor på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, Mads Uffe Pedersen.
"Det er ikke ret meget, så det kan være vanskeligt for mange danskere at forholde sig til," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Trods det mener han, at det er fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen sætter tal på indtaget.
"Det er fint nok at have de vejledende grænser. Men jeg tror ikke, effekten er så stor," siger han.
I stedet foreslår han, at der ses nærmere på de unges forbrugsmønster, så det i fremtiden ikke bliver så voldsomt, som det er i dag.
De nye grænser erstatter ikke de gamle, men er blot et supplement, forstået på den måde, at det er antallet af genstande, man skal holde sig indenfor, hvis man ikke vil have nogen form for skader som følge af alkohol.
De nye grænser modtages med kyshånd af Statens Institut for Folkesundhed.
"Nyere undersøgelser har vist, at kvinder har en forøget risiko for brystkræft ved selv et lavt forbrug af alkohol. Hvis man alene skulle se på risikoen for kræft, burde kvinder derfor slet ikke drikke alkohol. Men omvendt er der også en positiv virkning ved alkohol," siger Morten Grønbæk til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at et ganske lille forbrug af alkohol er bedre end total afholdenhed set ud fra en sundhedsmæssig synsvinkel.
Styrelsen fastholder, at anbefale mænd kun at drikke 21 genstande og kvinder 14.