Tæt på verden

Dykkere taget i færd med at kvæle internet

Egyptisk kystvagt har taget tre dykkere i færd med at save undersøiske kabler over. Flere andre forbindelser er kappet den sidste uge.
Myndighederne i Egypten efterlyser folk, der kender de tre dykkere, der angreb internet.
Myndighederne i Egypten efterlyser folk, der kender de tre dykkere, der angreb internet. Egyptisk Kystvagt via Facebook

Tre egyptere har forsøgt at oversave et vitalt kabel, der forbinder en stor del af kloden til internet og blev taget i gerningen. I den sidste uge er flere undersøiske kabler ved Egypten blevet hugget over.

Det pågældende kabel forbinder Asien med Europa og ville, havde de tre haft tid til at blive færdige, være historiens største angreb på det digitale samfund.

SEACOM

Den egyptiske kystvagt snuppede onsdag dykkene, mens de fra en fiskebåd var i færd med at save SEA-ME-WE 4 kablet over på havbunden. Kablet går fra Frankrig til Malaysia og forbinder Italien, Nordafrika, Mellemøsten og Sydasien.

Egyptens store telecom-firma SEACOM har haft forskellige tekniske vanskeligheder med internationale forbindelser, rapporterer Reuters. SEACOM har fået flere kabler på havbunden, der forbinder Mellemøsten med Afrika, hugget over i den forløbne uge.

Kabler

Firmaets kabler løber hele vejen rundt om kontinentets kyster og “går i land” et dusin steder.

Internet er forbundet gennem massive kabler og er på ingen måde trådløst. Rige lande har mange kabler, mens fattige lande har få, der forbinder dem med omverdenen. Lande med interesse i at censurere folk eller spionere på befolkningen, samler deres kabler centrale steder.

De tre dykkere bliver afhørt og for at identificere dem og deres mulige bagmænd, har man valgt at offentliggøre deres ansigter på Facebook i håb om, at nogen kender sabotørerne, fortæller QZ.com.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.