I Pakistan er spørgsmålet overhovedet ikke, om myndigheder skal overvåge sine borgere og censurere deres adgang til informationer på internet. I det land er diskussionen om hvilket system, staten skal anskaffe, og hvem der får kontrol med det.
I Islamabad strides Telekommunikationsværket (PTA) med Ministeriet for Informationsteknologi om magten over censursystemerne, skriver Pakistan Today. Systemet som PTA vil have er et kinesisk, der kan filtrere uønsket information og holde øje med alle mulige web sider.
Flere ved fadet
I diskussionen om censursystemet deltager også diverse sikkerhedstjenester, militæret og Indenrigsministeriet. IT-ministeriet mener ikke, det kinesiske system er godt nok og i øvrigt er det meget dyrt, skriver avisen. Et tidligere forslag er blevet afvist.
For knap et år siden blev et system til 280 millioner kroner diskuteret men indkøbet blev saboteret af lokale og internationale aktivister, der angreb de amerikanske og tyske leverandører og "tvang" dem til ikke at sælge. Deres systemer er kendt fra undertrykkelse i Tunesien, Egypten og andre lande.
For at kunne censurere sin befolkning effektivt skal der ændres i landets telesystem, så al digital trafik går gennem den samme port. Det kan gøres ret billigt, kun 25 millioner kroner, og så ville det også omfatte alle samtaler via mobiltelefoner.
Sideløbende med strammere censur og overvågning hæmmes ytringsfriheden.
Kun lidt censur
Formanden for PTA benægter, at der overhovedet er tale om sådan et nyt system. Men myndighederne gør fremskridt, idet de inden to måneder kan censure u-islamisk, pornografisk og blasfemisk materiale fra internet. Det kaldes filtrering.
De fleste vestlige lande som Danmark benytter filtrering med argumentet, at det kan beskytte befolkningen imod sites, der indeholder børneporno. De hemmelige censurlister administres af Rigspolitiet og internetservice udbydere filtrerer frivilligt indhold. Et andet argument er beskyttelse af ophavsret.
Oplysning: Dan Larsen har skrevet et kapitel om filtrering og censur i de nordiske lande i “Access Controlled”, MIT Press 2010, redigeret af the OpenNet Initiative.