Kældrene er for mange sjællendere endnu fugtige, men nu varsler DMI om en ny voldsom skylde, der har kurs mod Sjælland og Østdanmark.
Natten til torsdag vil et kraftigt nedbørdsystem trække indover Bornholm og nærme sig Sjælland og Lolland/Falster i løbet af morgentimerne torsdag, skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på deres hjemmeside.
Hvad før var en risikomelding er nu opgraderet til et varsel, oplyser DMI.
Der ventes flere steder at falde mellem 25 og 35 mm regn på 6 timer, enkelte steder på Sjælland over 40 mm.
På hjemmesiden forklarer DMI, at det er grundet store temperaturforskelle i Europa, at det kraftige lavtryk udvikler sig over Tyskland og Polen. Regnen trækker op over Danmark fra syd og sydøst i løbet af torsdag morgen og formiddag.
Der er sat risikomelding op for Fyn samt Syd- og Sønderjylland.
Kilde: DMI