Find regnslaget frem, hvis du skal ud - for en paraply er nok ikke nok.
Metrologerne lover, at et regulært uvejr i dag vil ramme Danmark.
Værst ser det ud til at blive på Fyn, der rammes af voldsomt regnvejr hele to gange - men hele landet bortset fra Bornholm vil blive ramt af uvejret i dag.
"Det kommer nede fra Tyskland, og vi venter at det går løs over middag i Sønderjylland," siger Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.
Hvor uvejret i mandags især bød på tordenbyger - så skal vi i dag dog nok mest vente os voldsom regn, og til gengæld færre lyn.
"Der er lyn i det - men ikke så mange. Til gengæld ser vi en risiko for at både Jylland, Fyn og Sjælland i løbet af eftermiddagen og aftenen kan blive ramt af skybrud," siger Andreas Nyholm.
"Vi kan vente os ret store regnmængder. Lokalt kan der komme op til 50 millimeter regn - men der vil være store lokale forskelle," siger han.
Uvejret er fremkaldt af en koldfront, der skal passere landet i løbet af eftermiddagen og aftenen. I første omgang går det ud over Jylland og Fyn, der rammes i eftermiddag og tidlig aften - og en anden bølge ventes at ramme Lolland-Falster, Fyn og Sjælland i aften.