Disse danske kongelige er faddere til royale børn

Kronprinsesse Victorias datter, prinsesse Estelle, er blandt andre opkaldt efter kronprinsesse Mary, som også er blandt hendes faddere.
Kronprins Frederik (yderst til højre, red.) er fadder til kronprinsesse Victoria og prins Daniels søn, prins Oscar. Her ses de sammen med de øvrige faddere til prins Oscars dåb.
Kronprins Frederik (yderst til højre, red.) er fadder til kronprinsesse Victoria og prins Daniels søn, prins Oscar. Her ses de sammen med de øvrige faddere til prins Oscars dåb. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP

Det svenske kongehus blev den 9. marts i år udvidet med endnu en royal rolling, da prinsesse Madeleine og den britisk-amerikanske forretningsmand Christopher O'Neill blev forældre til parrets tredje barn, en lille prinsesse.

Traditionen i de europæiske kongehuse er, at en lille royal arving får faddere fra morens og farens side af familien, og derved er der også royale iblandt.

Da prinsesse Madeleines storesøster, kronprinsesse Victoria, fik sit første barn med prins Daniel i februar 2012, blev prinsessen døbt Estelle Silvia Ewa Mary.

Prinsessens sidste navn er efter kronprinsesse Mary, som også var blandt prinsesse Estelles faddere.

Kronprins Frederik er fadder til det svenske kronprinsessepars andet barn, prins Oscar, som kom til verden i marts 2016.

Dronning Margrethe er fadder til Hollands monark, kong Willem-Alexander, og til Norges tronarving, kronprins Haakon, som blev født i juli 1973.

Kronprins Haakon og hans kone, kronprinsesse Mette-Marit, blev i januar 2004 forældre til prinsesse Ingrid Alexandra, som en dag står til at blive regerende dronning af Norge efter sin farfar, kong Harald, og sin far, kronprins Haakon.

Teenageprinsessens ene fadder er kronprins Frederik. Han har nære bånd til kronprins Haakon og var således hans forlover, da han giftede sig med kronprinsesse Mette-Marit i 2001.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.