De europæiske kongehuse står hinanden nært, og flere af Europas regenter er faktisk i familie med hinanden.
Belgiens monark, kong Philippe, er fætter til Luxembourgs regent, storhertug Henri.
Kong Philippes far, kong Albert 2., som abdicerede i 2013, er nemlig bror til storhertug Henris mor, prinsesse Joséphine-Charlotte, der døde i 2005.
Monarkerne på hver sin side af Øresund er også tæt beslægtet med hinanden.
Danske dronning Margrethe er nemlig kusine til Sveriges regent, kong Carl Gustaf. Dronning Margrethes mor, dronning Ingrid, var søster til kong Carl Gustafs far, kong Gustav 6.
Også den spanske kongefamilie trækker tråde til både den danske kongefamilie og det forhenværende monarki i Grækenland.
Spanske dronning Sofía, der er gift med Spaniens kong Juan Carlos, der abdicerede i 2014, men stadig bærer titlen konge, er nemlig søster til Grækenlands tidligere monark, ekskong Constantin.
Efter en folkeafstemning og forfatningsændring blev det græske monarki afskaffet i 1974, og landet blev til en republik.
Den tidligere græske monark er i øvrigt gift med dronning Margrethes yngste lillesøster, eksdronning Anne-Marie.
/ritzau/