Som barn af en enlig mor chokerede det mig i høj grad, at man meget selvfølgeligt antager, at børn af enlige forældre ikke i samme grad er i stand til at deltage i samtaler. Og at de ikke har den nødvendige situationsfornemmelse for et tidspunkt at komme ind i samtaler på (Nyhedsavisen, 11. juni).

Man anbefaler i denne situation, at man har ugentlige middage med venner og bekendte for at lære barnet at håndtere disse ting.

Når det var på tide at tie

Jeg selv er en ud to børn af en stærk og meget opmærksom enlig mor, som gennem min barndom både har givet den nødvendige opmærksomhed, men som også, til mit eget held, har fortalt, når det var på tide at tie.

Der har for mit vedkommende været en god balance mellem disse to ting, som senere har givet pote i form af god evne til at tale, men også til at have fornemmelse for de givne situationer.

Dette krævede for mit vedkommende ikke to forældre eller ugentlige vennemiddage, dette krævede en fornuftig, men også konsekvent mor. Så når jeg ser forslaget, stikker det en smule i hjertet, at man vælger at lægge ansvaret fra sig og lægge det over på andre i stedet for selv at tage konsekvensen af dette problem i hverdagen.

Desuden ses det også, at børn med to forældre er ligestillede med børn af enlige forældre og nogle gange endda ringere stillet. For når forældrepar taler sammen, er der en tendens til at tale hen over hovedet på børnene, og at der ikke kommer et stille øjeblik, hvor barnet kan få et ord indført.

Problemet eksisterer

Så på trods af to forældres tilstedeværelse giver dette ikke en bedre mulighed for barnet. Jeg mener ikke, at dette problem ikke eksisterer, men at dette ikke nødvendigvis kun eksisterer mest i familier med enlige mødre, og at dette kun er skabt for at skubbe problemet over på dem, man mener er svagere.