David Trads er journalist og forfatter.
Der er mange surmulere, som fejer Helle Thorning-Schmidt af banen som en ligegyldig parentes i dansk politisk historie. Jeg er helt uenig – for hendes resultater er ærligt talt bemærkelsesværdige:
#1: Hun var den første socialdemokratiske partiformand, som blev valgt i et kampvalg blandt alle partiets medlemmer.
#2: Hun var landets første kvindelige statsminister, der også udnævnte det største antal kvinder som ministre.
#3: Hun tilbageerobrede magten til Socialdemokratiet, der i ti år i træk dramatisk havde mistet politisk indflydelse.
#4: Hun stod i spidsen for genopretningen af dansk økonomi, der ikke mindst sikrede mere end 30.000 nye arbejdspladser.
#5: Hun bragte Danmark tilbage på et fornuftigt udenrigspolitisk spor, som anerkendte, at vi i det store perspektiv har fordele ved internationalt samarbejde.
#6: Hun havde et stærkt hjerte for børn, der førte til hævelse af den kriminelle lavalder, indførsel af fattigdomsgrænse og en reform af indsatsen over for udsatte børn.
#7: Hun leverede fremgang til sit parti ved sit sidste valg, som også igen gjorde Socialdemokratiet til landets største.
#8: Hun afleverede et parti i harmoni med sig selv, der efter årtiers ballade ikke mindst endelig er samlet om en udlændingepolitik.
#9: Hun var så anerkendt internationalt, at hun var endog rigtig tæt på EU’s absolutte toppost og i spil som FN’s flygtningehøjkommissær og outsider som FN’s generalsekretær.
#10: Hun forstod kunsten at trække sig i tide som partiformand og give fuldt og helt plads til sin efterfølger, hvilket absolut ikke er normalt i hendes parti.
Ærligt talt en imponerende liste, synes jeg. Thorning-Schmidt kan derfor godt tillade sig at forlade dansk politik med rank ryg. Det var, som hun selv har sagt det, ikke altid, at det kunstneriske indtryk var i top, men resultaterne var gode.
Jeg plejer at sige, at forventningerne til Thorning-Schmidt, som hun delvist selv havde skabt, var for høje, men at den ros, hun bør have for de flotte resultater, hun har opnået, er for lille. Hun er ingen parentes, men derimod en statsminister, som leverede.
Lavede hun ingen fejl?
Jo, selvfølgelig gjorde hun det. Også nogle store:
Det var først og fremmest dumt, at hun, da målinger et til to år før valget i 2011 viste, at der var mulighed for et rent rødt flertal, fejede De Radikale af banen som irrelevante. Det kostede som bekendt dyrt i Det Sorte Tårn og i hendes første par år som regeringschef.
Der var også enkeltstående og uforståelige fejl – tænk på afvisningen af barselsorlov for mænd, af den miljømæssigt fornuftige betalingsring om København, af den manglende forståelse for udkants-Danmark – men alle, der leder, begår fejl. Det er en del af prisen.
Hovedindtrykket skal imidlertid måles på den store bane. Kom der styr på økonomien? Ja! Kom der flere i arbejde? Ja! Undlod vi at rode os ud i unødvendige krige? Ja! Blev der skabt tryghed i velfærdssamfundet? Ja! Blev der fremgang sit hendes parti? Ja.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.