En ansat på Odense Universitetshospital (OUH) menes uberettiget at have kigget i mindst 174 patienters journaler.
Vedkommende er siden blevet afskediget, ligesom sagen er meldt til politiet og Datatilsynet, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
Sagen startede, da fire borgere henvendte sig, fordi de undrede sig over navnet på en person, som havde slået op i deres patientjournal, lyder det.
- Da vi undersøgte opslagene, kunne vi konstatere, at medarbejderen slog en del navne op på meget kort tid. Mange af opslagene var på personer, der enten ikke var i aktuelt behandlingsforløb på den pågældendes afdeling eller på sygehuset, siger lægelig direktør Bjarne Dahler-Eriksen i pressemeddelelsen.
Odense Universitetshospital indledte herefter en personalesag. Sagen blev også meldt til Fyns Politi og Datatilsynet.
De undrende borgere henvendte sig i foråret 2024, men de berørte personer er først blevet orienteret nu grundet politiets efterforskning, lyder det.
Hospitalet afsluttede samarbejdet med medarbejderen i august 2024.
De berørte borgere vil modtage et brev, hvor de får forklaret omstændighederne.
De vil også blive tilbudt en vurdering af, om der kan være gode grunde til opslaget.
Bjarne Dahler-Eriksen siger i pressemeddelelsen, at man ikke kender den nu tidligere medarbejders motiv, ligesom man heller ikke ved, præcist hvilke oplysninger vedkommende har set.
OUH har for nuværende undersøgt opslag i hospitalets aktuelle journalsystem, som er blevet brugt siden 18. februar 2022.
Nu vil hospitalet og Region Syddanmarks it-afdeling undersøge, om de forebyggende sikkerhedstiltag er gode nok, og om medarbejderen kan have foretaget uberettigede opslag i det gamle system.
Siden marts 2024 har det været muligt at se, hvem der laver opslag i ens patientjournal, på sundhed.dk.
/ritzau/