Blog

Af David Trads
Se alle blogindlæg

Om David Trads

Tidligere blandt andet chefredaktør på Information og Nyhedsavisen; Moskva-korrespondent og politisk redaktør på Jyllands-Posten; udviklingschef og USA-korrespondent for Berlingske; indlandsredaktør i DR Nyheder; redaktionschef for metroXpress og global udviklingsdirektør for Metro International: vært for ‘Hos Trads’ på tv2.dk. Har blandt andet skrevet: ‘Danskerne først! – en fortælling om Dansk Folkeparti’ i 2004; ‘Islam i flammer – danskerne og det muslimske oprør’ i 2006; og ‘Klimatruslen – set fra Danmark’ i 2008. Har holdt foredrag og kurser om alt fra politik til ledelse.

Her er mit bud på de fem vigtigste læringer af Løkkes store krige:

#1: Statsministeren er ydmyget!

Den forløbne uge har været rædsom for Løkke. Det, der lignede en lille krise for miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, kom på få timer ud af kontrol:

De Konservative, som er Folketingets mindste parti, trak – uden varsel – tæppet væk under ministeren. Det fik – af årsager, der er svære at forstå – Løkke til at true med valg. Han prøvede helt åbenlyst at true Søren Pape, den konservative leder, til at bøje sig.

Da det stod klart, at Pape mente, hvad han sagde, måtte statsministeren ydmyget trække sine trusler. Eva Kjer Hansen gik frivilligt, valgtruslen er gemt væk, nye ministre er udpeget.

Løkke, normalt betragtet som en af Folketingets dygtigste håndværkere, blev kvast af Pape, som er den mest uerfarne politiske leder på Christiansborg.

#2: Blå blok er stærkt svækket!

Op til valget i juni sidste år var det et kæmpe plus, at det ikke var muligt at drive en kile ind mellem de fire borgerlige partier, der fremstod som et stærkt hold. Sådan er det ikke nu:

Blå blok er – trods et par døgns gruppeterapi på Marienborg med hygge, bordtennis og såkaldt åbenhjertige samtaler – stærkt svækket. Den indbyrdes tillid mellem Kristian Thulesen-Dahl, Anders Samuelsen, Søren Pape og statsministeren er slet og ret ringe.

Løkke er forbitret over, at de andre agerer for selvviske og truer med valg og ministerstorme i tide og utide, så han savner arbejdsro – og de andre er fornærmede over, at han ikke inddrager dem mere og anerkender, at han står i spidsen for en lillebitte regering.

Løkke står nu over for en enorm opgave, idet han skal forsøge at genetablere tillid. Det bliver svært.

#3: Landbruget får endnu en ven!

Hvis landbruget, som kæmper for at få lov til at forurene endnu mere, havde frygtet, at de mistede en ven i regeringen, så tog de fejl. Den nye minister er en rigtig ven:

Esben Lunde Larsen var inden regeringsskiftet pennefører på det udspil til en landbrugspakke, som nu er vedtaget – og han er en nær ven af såvel Bæredygtigt Landbrug (den stærkt sorte lobbybevægelse) som Dansk Landbrug (den trods alt mere moderate organisation).

Lunde Larsen, som i øvrigt er under anklage for videnskabelig uredelighed i forbindelse med sin phd-afhandling, er i det hele taget en driftig mand. Flere gange har han vist sig villig til at strække sig langt for at imødekomme erhvervslivet – også sin egen families virksomheder.

Den nye minister er lige så vellidt i blå blok, som han er upopulær i rød blok, så han får næppe problemer med de borgerlige.

#4: Europa-Parlamentet er til grin!

Endnu engang beviste Venstres ledelse, at den er ret ligeglad med Europa-Parlamentet – for endnu engang trak man partiets spidskandidat hjem til Folketinget:

Ulla Tørnæs, som i øvrigt stod i spidsen for et elendigt Venstre-valg i 2014, lignede en kat, der slikkede sig om munden foran en flødeskål, da hun foran Amalienborg konstaterede, at ’jeg glæder mig til at komme hjem igen.’ En stor europæer har hun (heller) aldrig været.

Af de sidste fem EP-spidskandidater, som Venstre har haft, har ingen holdt længe: Eva Kjer Hansen (1994) trak sig efter en periode, Bertel Haarder (1999) blev hentet hjem, Karen Riis-Jørgensen (2004) fik en periode, Jens Rohde (2009) fik en periode, Tørnæs (2014) en kvart.

Signalet er åbenlyst fra Venstres top: Europa-Parlamentet tager vi simpelthen ikke alvorligt.

#5: Løkke hvisler ”I’ll be back!”

Enhver husker Arnold Schwarzenegger i rollen som ’The Terminator’ i 1984, hvor han efter en ikke færdiggjort kamp, kigger sine modstandere i øjnene og udbryder:

”I’ll be back!”

Der er virkelig grund til at tro, at Løkkes sidste ord – i overført betydning, selvsagt – til Pape, da det stod klart, at han nægtede at bøje sig og derved gav statsministeren sin største ydmygelse, har været endog meget tæt på Arnolds ord:

”Jeg vender tilbage til dig!”

Med andre ord: Søren Pape skal ikke regne med nogen let gang på jorden på Christiansborg – for Løkke vil lede med lys og lygte efter hævn. Amatøren skal ned med nakken – og hvis Pape tror, at han får chancen for at profilere sit parti som grønt, så forget it!