En 36-årig mand er blevet anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse og for at have forsøgt at befamle en syvårig dreng.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten onsdag.
Hændelsen fandt sted 17. juni, og manden blev anholdt tirsdag.
Den 36-årige blottede sig ifølge politiet for drengen på en sti i Aarhus V. Efterfølgende tog han fat i drengen for at få ham til at røre ved sig.
Drengen fik trukket sig fri, og manden løb fra stedet, lyder det i døgnrapporten.
I et grundlovsforhør i Retten i Aarhus erkendte manden de forhold, han er sigtet for. Han blev fængslet i fire uger.
24. juni offentliggjorde Østjyllands Politi som led i efterforskningen overvågningsbilleder af den mistænkte.
/ritzau/