Hakket oksekød er blevet dyrt, men selv om visse kunder i Netto har fået mere, end de har betalt for, rådes de nu til at smide kødet ud.
Iblandet kødet fra Himmerlandkød A/S er nemlig fundet små, blå plaststykker. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig specifikt om hakket oksekød med 14-18% fedt af mærket Velsmag. Pakkerne er på 400 gram, produktionsdatoen er 3.7.25 og ”Bedst før” er 10.7.2025.
Pakkerne er mærket med EAN-nummer: 5710238000868 og Batchnr. 250703.
Kødet er solgt i Nettos butikker over hele landet.
Forbrugere, der har købt den pågældende vare, opfordres til at undlade at anvende produktet og enten kassere det eller returnere det til den butik, hvor det er købt. Dette gælder også, hvis produktet har været nedfrosset.