Blog

Af David Trads
Se alle blogindlæg

Om David Trads

Tidligere blandt andet chefredaktør på Information og Nyhedsavisen; Moskva-korrespondent og politisk redaktør på Jyllands-Posten; udviklingschef og USA-korrespondent for Berlingske; indlandsredaktør i DR Nyheder; redaktionschef for metroXpress og global udviklingsdirektør for Metro International: vært for ‘Hos Trads’ på tv2.dk. Har blandt andet skrevet: ‘Danskerne først! – en fortælling om Dansk Folkeparti’ i 2004; ‘Islam i flammer – danskerne og det muslimske oprør’ i 2006; og ‘Klimatruslen – set fra Danmark’ i 2008. Har holdt foredrag og kurser om alt fra politik til ledelse.

Af David Trads

Der er en amerikansk talemåde, jeg holder meget af – ’what happens in Vegas, stays in Vegas’ - altså, hvad der end sker af dumheder under et besøg i spille- og drukbulen Las Vegas, ja, så snakker man ikke mere om det, når man vender tilbage til hverdagen.

Mon ikke Mogens Lykketoft, den socialdemokratiske grand old man, ville ønske, at der fandtes en dansk pendant – for eksempel ’hvad der sker under en privat fødselsdagsfest i Samtaleværelset på Christiansborg, ja, det snakker man ikke om efterfølgende’?

SELVFØLGELIG BURDE TALENS INDHOLD aldrig være sluppet ud til offentligheden, men når nu hovedpersonen selv efterfølgende valgte at rundsende den til de 50 gæster, så kunne han næsten ligeså godt have bedt Politikens lysavis på Rådhuspladsen om at bringe den.

Lykketofts nu herostratisk berømte, om end korte tale – på blot 331 ord – har fået jorden til at ryste under manden, som er blevet skældt huden fuld for især disse to sekvenser fra velkomstordene:

Først om de politiske modstandere: Venstre-regeringen stemples som ’den mest fladpandet populistiske’; med ’dybt usympatiske personer på nøgleposter’; og med ’den lille svindler’ som statsminister.

Dernæst om de politiske venner: ’Den forrige regering var så talent- og profilløs,’ at den er ansvarlig for, at ’den lille svindler’, altså statsminister Lars Løkke Rasmussen, nu har magten og styrer landet.

Lykketoft udtrykker i dag ærgrelse over, at talen blev lækket, men vi har endnu til gode at høre ham undskylde de, mildest talt, skarpe udsagn. Han har heller ikke forsvaret dem. Mon ikke der er grund til at tro, at han faktisk mener, hvad han sagde. Vi ved det ikke.

MEN DET ER JO HELLER IKKE HELT FORKERT, hvad han siger – og da jeg jo hverken er folkevalgt eller formand for FN’s Generalforsamling og derfor ikke behøver være diplomatisk, kan jeg jo temmelig udiplomatisk forsøge at gennemgå påstandene en for en:

#1 – ’Den mest fladpandet populistiske regering’

Lykketoft tilføjer, at det er i hans levetid. Da han er født i 1946, taler vi om mange regeringer, men jeg gætter på, at han blandt de ’mest fladpandede’ nøjes med at tænke på de borgerlige statsministre som Poul Hartling, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen.

Er Løkkes regering så mere ’fladpandet’ og ’populistisk’ end de andre?

Det er ikke helt enkelt at svare på. Efter min mening var Hartling og Schlüter udmærkede regeringschefer. Fogh, derimod, var ofte både ’fladpandet’ (tænk på Irak-krig og håndtering af Muhammed-krisen) og ’populistisk’ (tænk på stædigt fravær af svære reformer).

Løkke-regeringen haler imidlertid hurtigt ind på Fogh-regeringen – med en ’fladpandet’ og ’populistisk’ håndtering af især ’smykkeloven’, men også med mærkværdige besparelser på ulandsbistand og klimaindsats.

Konklusion: Fortsætter Løkke kursen fra sine første måneder, så kan han måske indhente Fogh som den ’mest fladpandede’ – for nu at bruge Lykketofts ord.

#2 – ’Dybt usympatiske personer på nøgleposter’

Tja, hvem mon Lykketoft tænker på? Jeg tror, at det – ud over Løkke selv – især må være erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, udlændingeminister Inger Støjberg og forsvarsminister Peter Christensen. Løkke vender jeg tilbage til, men her er de andre:

Troels Lund Poulsen var som bekendt skatteminister, da Helle Thorning-Schmidts private skattepapirer blev lækket. Var det usympatisk? Jo, hvis man er sikker på, at han stod bag lækagen, men det er der som bekendt ingen fældende beviser for.

Inger Støjberg er ikke anklaget for at have gjort noget ulovligt, men hendes politiske ytringer kan man sagtens finde usympatiske. Er hun væsentlig forskellig i sine ytringer end eksempelvis hendes (engang) socialdemokratiske forgænger, Karen Jespersen? Næh.

Peter Christensen var igen og igen den terrier, ja, den blodhund, som Venstre sendte i kødet på Socialdemokratiet op til valget i 2015. Gik han til den? Ja, det gjorde han! Over stregen? Sommetider! Værre end andre politikere i samme rolle? Egentligt ikke?

Konklusion: Som sådan er Venstre-regeringens ministre næppe mere ’usympatiske’ end så mange andre regeringers. Ingen nævnt, ingen glemt.

#3 – ’Den lille svindler’

Her taler Lykketoft selvsagt om Løkke – og, selv om det lyder råt, ja, så er ’en lille svindler’ egentligt ikke så slemt. Han kalder ham trods alt ikke for ’en stor svindler.’ Det handler naturligvis om den stribe af bilags-skandaler, der klæber til statsministeren:

Eksempelvis de mange førsteklasses-flyrejser til Sydkorea i ulandenes og klimaets tjeneste, da Løkke var formand for GGGI – eller indkøbene af underbukser, jakkesæt, skjorter med meget mere for Venstres penge.

Var det nok til at kalde Løkke for ’en lille svindler’? Ikke i juridisk forstand, selvsagt, for Løkke er aldrig formelt blevet sigtet, tiltalt eller dømt for svindel. I en politisk kontekst, derimod, ja, der må jeg indrømme, at jeg har hørt masser af selv Venstre-folk kalde Løkke værre ting.

Konklusion: Inden for det frisprog, som den politiske debat normalt har, bør det egentligt ikke forarge så voldsomt, at Lykketoft stemplede Løkke som ’svindler’. Lidt ret har han jo.

#4 – ’Den forrige regering var talent- og profilløs’

Her bliver der af indlysende årsager tale om en ren subjektiv politisk bedømmelse. Men: Det er vel hævet over enhver diskussion, at den oprindelige S-SF-R-regering, som eksisterede frem til SF’s exit i februar 2014, faktisk var ret ’talentløs’.

Det var amatøragtigt at forhandle så længe i Det Sorte Tårn: mærkværdigt at opgive betalingsringen; stjernedumt at koble dagpengestramninger med lettelser af selskabsskatten; uforståeligt at opgive barsel til mænd; ubegribeligt at sælge dele af DONG til Goldman Sachs.

De knap to år, der fulgte, da først SF var ude, gik det imidlertid ret godt i min optik. Thorning-Schmidt fik styr på regeringen, på økonomien, på jobskabelsen, på udenrigspolitikken – og hun var blot et sølle mandat fra at beholde magten, og, ja, Socialdemokratiet blev igen størst.

Konklusion: Det er ikke helt fair at kalde Thorning-Schmidts regering for ’talent- og profilløs’ – for den leverede faktisk varen, hvis man måler den over hele dens knap fire år.

Overordnet konklusion:

Lidt ret, det havde Lykketoft jo.