Brøndby-topscorer Mathias Kvistgaarden skal fra næste sæson tørne ud for Norwich City i den næstbedste engelske fodboldrække.
De to klubber er nået til enighed om et salg, oplyser Brøndby på sin hjemmeside tirsdag.
Norwich City bekræfter transferen på sin hjemmeside og oplyser, at Mathias Kvistgaarden har fået en kontrakt på fire år. Klubben har mulighed for at forlænge den med yderligere et år.
Den 23-årige angriber har den seneste tid været sat i forbindelse med Championship-klubben af flere medier, og salget kommer derfor ikke som en stor overraskelse.
Han fik i juni debut på det danske landshold, inden han efterfølgende var med U21-landsholdet til EM.
Debuten i den rød-hvide trøje kom efter en sæson i Superligaen, hvor Kvistgaarden scorede 17 mål i 29 kampe.
Han noterede sig for i alt 126 kampe og 47 mål for Brøndby, som han har spillet for, siden han var ungdomsspiller.
- Brøndby IF er min klub. Det har det været, siden jeg var dreng, og det vil det fortsat altid være. Jeg kom hertil som ung knægt og har brugt store dele af mit liv her, både på og uden for banen, siger Kvistgaarden til Brøndbys hjemmeside.
Han kalder det for en "svær beslutning" at forlade Brøndby, men "det føles som det rigtige tidspunkt".
- Jeg håber, at jeg en dag vender tilbage i en eller anden form, for Brøndby vil altid være en del af mig, siger han.
I Norwich får han flere danske holdkammerater. Den engelske klub råder over Emiliano Marcondes og tidligere Brøndby-spiller Oscar Schwartau. En anden tidligere Brøndby-spiller Anis Ben Slimane spiller også i Norwich.
Norwich sluttede på 13.-pladsen i Championship i den forgangne sæson.
Undervejs blev danske Johannes Hoff Thorup fyret som cheftræner sammen med assistenttræner Glen Riddersholm. Det er nu Liam Manning, der har roret i den østengelske klub.
Norwich var senest i Premier League i 2021/2022-sæsonen.
/ritzau/