USA's højesteret har gjort det muligt for USA's præsident Donald Trumps administration at fortsætte med at gennemføre massive nedskæringer og omstruktureringer af offentlige institutioner.
Det fremgår af en kendelse fra USA's øverste retsinstans.
Højesteret har ophævet en tidligere kendelse fra distriktsdommeren Susan Illston i San Francisco i delstaten Californien.
Kendelsen blokerede for store føderale afskedigelser, fordi dommeren mente, at Trump havde overskredet sine beføjelser som præsident ved at beordre de store nedskæringer.
I februar præsenterede Trump en bekendtgørelse, der pålagde de føderale agenturer at forberede sig på en transformation, som skulle skære massivt i den føderale arbejdsstyrke samt nedlægge nogle kontorer og programmer.
Nedskæringerne omfattede blandt andre landbrugsministeriet, handelsministeriet, social- og sundhedsministeriet, udenrigsministeriet, finansministeriet og over ti andre agenturer.
En kendelse fra Illston blokerede for disse nedskæringer og gav dermed medhold til en række fagforeninger, nonprofitorganisationer og lokale myndigheder, der havde protesteret over meldingen fra Trump.
- Historien viser, at præsidenten kun kan gennemføre en omfattende omstrukturering af føderale agenturer, når han har fået tilladelse fra Kongressen, skrev hun i kendelsen.
Men den kendelse har højesteret omgjort.
I kendelsen, der ikke er underskrevet, lyder det, at Trumps administration sandsynligvis vil få medhold i, at bekendtgørelsen og et notat, der gennemfører den, er lovlige.
Højesteret understreger, at den ikke har vurderet lovligheden af specifikke planer for afskedigelser i agenturerne.
Kun én ud af ni højesteretsdommere var uenig i afgørelsen, nemlig den liberale dommer Ketanji Brown Jackson.
Hun beskylder sine kolleger i højesteret for at have, hvad hun betegner som åbenlys entusiasme for at give grønt lys for Trumps - ifølge hende - juridisk tvivlsomme handlinger.
Den 30. maj afviste en anden appeldomstol i San Francisco at ophæve kendelsen.
- Den omstridte bekendtgørelse overskrider langt præsidentens tilsynsbeføjelser i henhold til forfatningen, lød det.
Kendelsen fra appeldomstolen fik USA's justitsministerium til at indgive en hasteanmodning til højesteret om at ophæve Illstons kendelse - og det har den nu gjort.
I sin første embedsperiode udpegede Trump tre af de ni dommere, som i dag udgør højesteretten. De tre betragtes som meget konservative.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters