- JEG VAR engang i Facebook-debat med Anders Samuelsen. Han sagde og skrev noget, som jeg har brugt til eftertanke flere gange, når politikerleden sniger sig ind på mig: ”Hvis du er helt utilfreds med politikerne, har du grundlæggende to muligheder. Du kan enten stemme på nogle andre end sidst, eller du kan selv stille op”.
Det er jo rigtigt. Det er demokratiets vilkår: Har du kvalme, så spyt ud!
Men i praksis er der en inerti i den politiske virkelighed, som gør det ufatteligt svært for vælgerne at ændre tingenes tilstand. Politik er meget andet end summen af de, vi har valgt ind på tinge.
OG DE store, konsistente politiske fællesskaber, som op gennem 1900-tallet udgjordes af stærke ideologier, partier og bevægelser er erstattet af individ-dyrkelsen.
Det er en tabersag at ønske sig tilbage til en tid, der er forbi.
Men det er omvendt altid en pligt at kigge på, hvad der er gået galt. Og noget er helt galt. I dag er der efter refleksionerne over folkeafstemningen om retsforbeholdet almindelig enighed om, at valget handlede om meget andet end nogle samarbejdsaftaler i EU. Sådan en gang formalia kunne ingen alligevel forstå. Det klare NEJ var i virkeligheden et JA.
– ” … JA, vi stoler ikke en skid på politikerne”. Og her hjælper den samuelsenske morale ikke. For i den eksisterende demokratiske kultur kan vælgerne sagtens stemme politikerne ind det ene øjeblik – og så give dem fuck-fingeren et halvt år senere. Det får hverken højre-populisterne i DF til at tage ansvar eller regeringen til at gå.
EFTER MIN mening gør det ondt i demokratiet på to felter:
AFSTANDEN:
- Afstanden mellem folket og politikerne. Jeg mærker følelsen hver evigt eneste dag i vogn 2282 – og beskriver den løbende i min blog. Det, der går i selvsving på mediernes Christiansborg, kan sagtens diskuteres i taxien.
Helt vildt – nærmest underholdende – var eksemplet i den forløbne uge, hvor rapporten om politikernes lønninger blev lækket. Her viste det sig for alvor, at afstanden mellem politikere og folk ikke bare har skabt politikerlede i befolkningen men også vælgerangst på Borgen. Der blev grinet igennem, mens vi – Taxamanden og de skiftende kunder - lyttede til de kommentarer fra de forskellige ordførere. Der var så megen trængsel ved håndvasken, at vandet nærmest pjaskede ind i Merceren:
” …Nej naturligvis skal vi ikke stige 15 pct. i løn midt i disse svære tider …” Og alle politikere var i realiteten lige glade med, at oplysningerne var lækket før tid og rapporten ikke var læst. Fra venstres lidt håndsky Søren Gade, der fik lagt solid afstand til det flertal i Folketinget, som havde aflagt troskabsed på at følge udvalget (Det var i hvert fald ikke mig) - til den mere arrogante Henrik Sass Larsen, der afviste at have bundet sig til nogen aftale. I aftenens tv-aviser kunne man se, at han kiggede lidt rockeragtigt på intervieweren og sagde:
- Jeg siger tak, men nej tak. Jeg er kun bundet af min sunde fornuft.
MAN SÅ de usynlige undertekster: Kun idioter stemmer ikke på en mand, der er drevet af sin sunde fornuft.
Halleluja!
Men i taxien mente de fleste i øvrigt, at det kunne være en udmærket byttehandel at få færre politikere, som var bedre aflønnet. Den slags logik er lige så livsfarlig i politik, som den er snusfornuftig blandt ligemænd. Og den med at skrue ned for pensionen og op for lønnen, var der nærmest konsensus om.
Tidligt i denne uge oplevede jeg personligt AFSTANDEN mellem folk og folkevalgte i en anden sammenhæng. Jeg er inviteret med i tænketanken SIF (Social Innovations Forum), som er etableret af den sociale iværksætter og frontkæmper Lisbeth Zornig Andersen. Mens den politiske verden angriber flygtningesituationen med skræk og rædsel og grænsebomme, havde Huset Zornig inviteret gæster med de gode ideer. Blandt disse en ung iværksætter af vietnamesisk baggrund, som arbejder hårdt på at få flygtninge i arbejde. En udvalgsformand fra Vejle kommune, som har succes med arbejdsmæssig integration. Og så fagforeningsformanden Dennis Knudsen fra FOA. Han evner både at have et humanistisk sindelag og være ”fagforenings-politiker”.
Fair nok og gode eksempler.
MAN KAN tale sammen. Man kan finde løsninger frem for at dyrke frygt. Der er kort afstand fra hensigt til handling.
Det politiske miljø burde tage ved lære.
ISCENESÆTTELSEN:
Men politikerne er ikke alene om at skabe den politiske virkelighed. Det er et nærmest sarkastisk paradoks, at det svulmende udbud af medier på alle platforme ikke skaber større forskellighed! Jeg kan ikke være den eneste borger, der nærmest er ved at danse regndans af irritation, når sådan en dag (som den med politikerlønningerne) indtages af Breaking News – der nærmest naturligt følges af en Crashing Brain i medierne og deres aktører.
I DEN moderne politiske kultur er politikerne mere bange for vælgerne end for journalisterne, og mediefolkene er mere bange brugerne end for at magthaverne tager røven på dem. I det eventyr er der desværre ingen lille mediedreng eller -pige, som peger mod optoget og afslører, at kejseren ikke har noget tøj på.
Kan du forestille dig, hvilken lettelsens spøgelse, der ville gå gennem højtaleren eller skærmen, hvis yngste-praktikant havde stillet det mest naturlige spørgsmål til en af alle:
- Hvordan kan du udtale sig så skråsikkert, når du ikke har læst rapporten?
(Ret skal være ret – De radikale surfede ikke med på bølgen. De ville læse redegørelsen først. Og Mette Bock fra LA rystede på hovedet af proportionsforvrængningerne (på Facebook).
DER ER et underligt, korporativt forhold mellem politikere og mediefolk, som gør det til en anakronisme at tale om Den Fjerde Statsmagt. Begge parter er aktører i den samme industri, hvor man både elsker sig selv og er vild med dansen.
”..The medium is the message…” (mediet er budskabet i sig selv..) som den canadiske medieforsker Marshall McLuhan forudsagde allerede inden den nye medieverden havde rigtigt fat. Det var også ham, der opfandt begrebet ”Den Globale Landsby”.
Var det os i eventyrlandet han tænkte på?
Tilsyneladende trives både medier og politikere som forenede aktører i dette forudsigelige show.
OG GANSKE rigtigt: Dagen efter kom eftertanken – og de lidt klogere journalister stiller spørgsmålet i æter og på tryk: Hvad var det dog der skete?
Giv os dog noget mindre eftertanke og noget mere OMtanke!
Eller også skal vi køre den helt ud? Lade spindoktorer og kommunikationsfolk erstatte af dramaturger og instruktører. For ægte drama kræver en mere troværdig handling og iscenesættelse end folkekomedien på Christiansborg.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.