HENRIK SASS Larsen, den socialdemokratiske gruppeformand, er afklaret, skarp, indigneret, velargumentende – og han lyder som en politiker, som er tæt på at genfinde sit partis ideologiske udgangspunkt som de svageste danskeres tillidsmand:
”Jeg vil simpelthen ikke som socialdemokrat bringe Danmark i den situation, at vi sætter velfærdssamfundet over styr i humanismens navn.”
DET ER alvor, siger han, mens han kigger stålfast på mig:
Integrationen er slået fejl. Tanken om, at med tiden ville alle indvandrere blive som os, viste sig forkert. Udgifterne er enorme. Det går især ud over de svageste danskere, som betaler prisen for, hvad han kalder et ’humanistisk projekt.’ Tiden er inde til et opgør.
”Mit politiske mål er at begrænse antallet af flygtninge og indvandrere.”
Det antal, der er kommet i 2015, er for højt, fastslår han – for vi kan ikke følge med, siger han.
”Antallet betyder enormt meget! Jeg er drønhamrende nervøs for, at hvis man bare ser på det her med humanistiske briller og siger ’venner, nu skal vi bare tage så mange som muligt, fordi folk er i nød’, ja, så forsømmer man at se på, hvad der sker med vores samfund.”
SASS ER alvorlig – og indigneret:
”Man påfører vores samfund, og, ja, især de mennesker, som bor sammen med de folk, der skal integreres, nogle enorme sociale belastninger. Jeg tror ikke på, at vi kan lykkes med integrationen, hvis vi får et for stort antal flygtninge.”
Gruppeformanden peger på, at det næsten altid er de danskere, som bor i de boligsociale byggerier, som rammes hårdest, dernæst spredes det til andre områder, inden det først til allersidst måske, men formentlig aldrig, rammer de mest velbjergede kommuner.
”Man har altid bedt underklassen om at forestå opgaven med integration. Det er egentligt underligt, for man kunne jo mene, at der var andre steder, hvor der var nogle, der har større overskud.”
SASS PEGER på, at man har været blind for, at det har været en kæmpe omkostning for de svageste danskere at skulle bære den tunge opgave. At give flygtninge og indvandrere rettigheder og frihed er ikke altid et nul-sum-spil. Det går faktisk ud over nogle danskere.
”Den enlige mor med to børn, som pludselig skal sende sine knægte i skole et sted, hvor 75 procent i klassen er to-sprogede, ja, de børn får formentlig ikke de rettigheder og muligheder for at få en så god uddannelse, som de burde have haft. Hvorfor er det lige den mor og de børn, som skal lægge socialklasse til et meget stort humanistisk projekt?”
Det stopper ikke der, ifølge Sass, for ud over at de svageste – underklassen, som han kalder dem – er dem, der i frontlinjen kæmper med alle integrationens problemer, så risikerer de også at blive hårdt ramt på deres indkomst.
”Med stadig flere folk med ikke-vestlig baggrund vil der ske det, at arbejdsgivere og andre vil forlange, at vi skal pille ved mindstelønnen for at få dem i job. Det vil gå hårdt ud over dem, som allerede tjener mindst. Derved vil vi ramme de svageste danskere endnu mere.”
HAN PEGER på, at man i Tyskland de forløbne par årtier har sænket mindstelønnen – oprindeligt netop for at give plads til indvandrere på arbejdsmarkedet. Derfor frygter Sass, at indvandringen kan føre til danske mindstelønninger på ned til 50 kroner i timen.
Han peger på Sverige som er et fuldblodseksempel på, hvad vi ikke skal gøre. De har taget så mange flygtninge, at det rent praktisk ikke længere kan lade sig gøre. Folk sover i gymnastiksale, på vejene, alle steder.
”Sverige vil ikke kunne få det til at fungere uden at save meget kraftigt ned i deres velfærdssamfund fremover. Der må vi ikke lande.”
Han peger på, at risikoen er reel:
FOR TIDEN modtager vi godt 200 flygtninge om dagen, siger han. Holder den udvikling, vil vi runde 70.000 flygtninge i 2016. Med familiesammenføringer mindst 100.000, lyder hans regnestykke.
”Hvis vi ikke får sat en prop i, så kommer næste år ikke til at handle om andet end, hvordan vi får råd til det. Vi når aldrig til at tale om flere penge til sundhed, ældrepleje, dyrevelfærd eller hvad vi nu kan finde på. Kun om, hvor vi kan spare for at få råd til indvandringen.”
Den økonomiske pris på indvandringen er enorm, påpeger den tidligere erhvervsminister. Faktisk så meget, at hele det samlede råderum frem mod 2020 – 40 milliarder kroner – vil blive brugt på bare halvandet år, hvis den nuværende tilstrømning fortsætter:
”Det kan jo være, at nogle synes, at det er så meget vigtigere, at vi stiller land og samfund til rådighed, at de vil prioritere det over det at have et velfærdssamfund. Sådan tænker jeg ikke,” fastslår han.
SASS VIL ikke sætte et præcist antal på, hvor mange Danmark maksimalt kan tage imod på et år – men han kommer tæt på:
”Vi skal højst tage det antal, som vi kan magte at integrere – og jeg kan sige så meget, at vi tager for mange ind i øjeblikket. Tallet skal ned. Det er derfor, vi strammer reglerne.”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.