Det danske mindretal i Slesvig-Holsten kan for første gang sætte sig med i regeringen efter landdagsvalget søndag.
Helt som ventet er mindretallets parti SSV's tre mandater afgørende, hvis De Grønne og socialdemokratiske SPD vil have regeringsmagten i Nordtyskland.
- Både SPD, De Grønne og SSV har før valget meldt ud, at vi gerne vil have det her samarbejde og have gennemført et regeringsskifte. Så muligheden for, at det sker, er meget stor, siger pressetalsmand Lars Erik Bethge fra SSV.
Valgresultatet blev langt mere spændende end ventet, fordi det konservative CDU fik et langt bedre valg end ventet. Partiet er fortsat det største i delstaten, men kun marginalt, og får ligesom SPD 22 mandater.
CDU's liberale regeringspartner, FDP, har efter smæk ved andre, nylige delstatsvalg klaret skærene med hele seks mandater, mens det fremadstormende protestparti, Piraterne, for første gang er på tinge med ligeledes seks mandater.
Alligevel vil De Grønnes 10 mandater sammen med SSV's tre være nok til, at de tre partier kan sætte sig på regeringsmagten. Nu skal SSV's partistyrelse mandag eftermiddag evaluere valget.
- Og så venter vi på at blive inviteret til samtale hos de store partier om regeringsdannelse, siger Lars Erik Bethge.
CDU har i valgkampen ført smædekampagne mod det danske mindretalsparti og vil for alt i verden undgå, at de kommer med i regeringen.
En alternativ mulighed til dansker-alliancen vil være, at CDU og SPD går sammen om regeringsmagten. Det vil SPD dog formentlig ikke være særlig interesseret i, da CDU som det største af de to partier vil have krav på posten som regeringsleder.
Ender SSV i regering, så er partiets helt store fokus den økonomiske støtte til det danske skolevæsen i delstaten, som den tidligere regering har barberet med 35 millioner kroner.
- Vi skal have gennemført ligestilling for de danske skolebørn i Sydslesvig, siger Lars Erik Bethge.