Diskussionen om lavtlønnede sæsonarbejdere har fyldt meget i medierne. Men faktisk er det kun 2,9 procent af arbejdstimerne i det danske landbrug, der bliver udført af sæsonarbejdere, viser tal fra EU.
Det er langt under både EU-gennemsnittet på 7,8 procent og det tyske og svenske niveau på henholdsvis 10,2 og 5,8 procent, skriver Foodculture.dk.
En af forklaringerne er, at sæsonbetonet produktion er skubbet i baggrunden i forhold til svine- og mælkeproduktion, mener Jan Holm Ingemann, der forsker i landbrugsøkonomi på Aalborg Universitet.
Men det danske lønniveau spiller også en rolle.
- I forhold til andre lande har vi et højt velfærds- og lønniveau, og derfor er planteproduktionen blevet mekaniseret rigtig meget, så man kan spare på mandetimerne og dermed begrænse behovet for sæsonarbejdere, siger forskeren til Foodculture.dk
Han understreger, at mange af de arbejdstunge sæsonproduktioner er forsvundet til udlandet, hvor arbejdskraften er billigere og klimaet mere gunstigt.
Hos Den Grønne Gruppe i 3F, der står for at organisere landbrugets arbejdskraft, vækker det nye tal glæde.
Formand Arne Grevsen lægger dog ikke skjul på, at han gerne så, at tallet var endnu lavere.
- Det vil være langt bedre for samfundet, hvis man kan tilbyde beskæftigelse på mere faste og varige vilkår, siger han til Foodculture.dk.