Med Luis Suarez' mange karantænedage og et angreb, der ikke kan få bolden ind over stregen, har Liverpool mere end nogensinde brug for at få Steven Gerrard tilbage på banen så hurtigt som overhovedet muligt.
Alligevel insisterer Liverpools skotske manager, Kenny Dalglish, på, at 'Captain Fantastic' skal have tid og ro til at genopbygge sin form.
Det fortæller han til klubbens hjemmeside.
"Steven ser ufatteligt fit ud, men vi bliver nødt til at være varsom, med hvor mange minutter vi giver ham," fortæller Kenny Dalglish og fortsætter:
"Steven vil helt sikkert kunne hjælpe os oppe foran med sine mål, sin karisma og sin indflydelse, men vi har ikke tænkt os at være så dumme, at vi bare smider ham ind, hvis han ikke er helt klar."
Steven Gerrard har været ude det meste af et år med forskellige, alvorlige skader. Først havde han brug for en operation i lysken, og senest fik han en alvorlig ankelinfektion, som ifølge lægerne kunne have kostet ham karrieren.
Liverpool møder i aften Newcastle hjemme på Anfield kl. 20.45 dansk tid.
Kilde: Liverpoolfc.tv