Av for s****!
Det er ikke specielt usædvanligt, at fodboldspillere bliver skadet. Men at det går ud over spillernes ædlere dele, er alligevel lidt usædvanligt.
Ikke desto mindre er det præcis, hvad der er sket for Blackburns Scott Dann, der må holde sig på bænken (og måske også for øjnene, red.) de næste seks uger. Han har nemlig været så uheldig at få revet sin testikel delvist af.
Det bekræfter hans manager Steve Kean over for ESPN.
"Scott Dann har fyldt hullet efter Phil Jones rigtig godt i år, men i vores sidste kamp blev han skadet, og nu viser det sig, at han vil være ude i seks uger med en afrevet testikel," fortæller Blackburn-manager Steve Kean til ESPN.
Blackburn ligger i øjeblikket næstsidst i Premier League, og derfor kommer skaden på et særdeles ubelejlligt tidspunkt for den trængte manager, der ikke kan få spillet til at fungere for Blackburn.
Udover den uheldige Scott Dann må manager Steve Kean også undvære de skadede spillere Gael Givet, Martin Olsson og Michel Salgado.
Kilde: B.T.