Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
JEG SYNES bare ikke, det er sjovt at være lønmodtager, når man ikke har indflydelse på sine arbejdsvilkår. Jeg oplever, at muligheden for at have indflydelse på arbejdspladserne, specielt inden for det offentlige, bliver mindre og mindre i takt med, at der er skåret helt ind til benet på alle områder.
Lige siden jeg begyndte at udtale mig offentligt, har jeg fået en knude i maven, hver gang der var brev fra Københavns Kommune i min e-boks midt på en måned - i frygt for hvad brevets indhold var.
Blandt andet har det været frygten for at blive fyret, som jeg skrev om i mit blogindlæg fra den 7. juli. Derfor fik jeg også et sug i maven, da jeg modtog en sms om, at der var kommet brev til mig i min e-boks fra Københavns Kommune, fordi jeg vidste, at det var for tidligt på måneden til, at det kunne være min lønseddel.
JEG FIK ET BREV, hvori der stod at der skal omplaceres fem personer fra den afdeling, jeg arbejder i. Jeg var godt klar over, at det nok var den vej, vinden blæste, men jeg var ikke forberedt på at få det af vide på den måde.
I brevet stod der, at omplaceringen bliver gældende fra den 29. august 2016, altså om cirka en uge. Vi har muligheden for at melde os frivilligt, men vi kan ikke få lovning på, at vi kan komme i den afdeling, vi så ønsker. Så nu frygter jeg, at jeg bliver omplaceret, og jeg er ked af, at en god personalegruppe skal splittes op.
Jeg synes, jeg har oplevet lidt af hvert i de snart to år, jeg har været ansat. Der er ikke, fordi jeg ikke også har oplevet situationer på andre arbejdspladser, både inden for det offentlige og det private, hvor jeg følt mig magtesløs i forhold til mine arbejdsvilkår. Men at arbejde i socialpsykiatrien har krævet mere af mig, end nogen anden arbejdsplads jeg har haft.
Det er i første omgang krævende at skulle arbejde i et miljø, hvor der næsten dagligt er episoder med trusler mellem beboerne og mod os ansatte, voldsom adfærd, kriminalitet, misbrug af hårde stoffer, hash og alkohol, overgreb indbyrdes mellem beboerne og vold mod os ansatte.
JEG HAR SELV fået trusler om, at jeg bare skulle stikkes ihjel, jeg har fået kastet ting efter mig, jeg er blevet råbt lige ind i hovedet og kaldt diverse skældsord og jeg har oplevet en beboer stå med en kniv mod sin egen hals og true med at tage livet af sig selv.
Det har medført en følelse af magtesløshed og frustration, fordi jeg har følt, at uanset hvor meget mine kollegaer og jeg prøver at tilegne os kompetencer og dygtiggøre os fagligt, så kan de situationer ikke undgås, fordi der grundlæggende er mangel på ressourcer i psykiatrien.
Den 25. marts 2016 skete det værste, der kunne ske. Det, jeg havde talt om sammen med mine kollegaer, det, jeg havde frygtet, men som jeg alligevel ikke havde forstillet mig, ville ske.
Én af mine kollegaer mistede livet, da en beboer stak hende ihjel. Hvis jeg før havde følt magtesløshed, så blev den følelse endnu større, samtidig med at jeg fik følelsen af chok, sorg og vrede over, at det kunne ske.
DEREFTER KOM en periode, hvor jeg følte, at jeg gik rundt i et mærkeligt tomrum, hvor kollegaer blev sygemeldt og holdt op. Én af konsekvenserne af drabet blev, at Lindegårdshusene fik en del strakspåbud af Arbejdstilsynet. Det ene påbud gik ud på, at vi skal gå to og to sammen hele tiden, vi skal hele tiden kunne se eller høre hinanden.
Problemet var bare, at mine kollegaer og jeg oplevede, at vi ikke var nok hænder på arbejde til at kunne arbejde efter sikkerhedskravene. Det endte med, at vi gik i strejke, som varede i syv dage, og vi endte strejken med at få lovning på flere ressourcer, samtidig med at der ville blive arbejdet på, at de beboere, der var til fare for sig selv og andre, skulle flyttes.
Den efterfølgende tid har været en turbulent tid, hvor vi hver dag har haft skiftende vikarer for at kunne efterkomme strakspåbudene. Vi kan ikke længere foretage os noget som helst alene på noget tidspunkt, selv når vi skal på toilettet, har vi en kollega med.
DER HAR VÆRET mange uafklarede spørgsmål om Lindegårdshusenes fremtid. Specielt da en politiker i tv sagde, at han mente, at Lindegårdshusene skulle lukkes. Men også fordi vi hele tiden har vidst, at der er planer om, at Lindegårdshusene skal bygges om.
Rygter svirrer hurtigt, og jeg har oplevet, at det har været svært at få konkrete svar på de spørgsmål, jeg har haft. Måske fordi der ikke er konkrete svar endnu, hvilket giver mig en følelse af 'hvad nytter det hele, jeg har ingen indflydelse på noget som helst alligevel'.
Nu er situationen så den, at om cirka en uge, vil min arbejdssituation være anderledes end i dag, uanset om jeg bliver omplaceret, eller om jeg får lov at blive. Det er mega angstprovokerende for mig, fordi det ikke er noget, jeg selv har valgt, og fordi jeg ikke selv har indflydelse på, hvad der kommer til at ske.
Det gør mig også ked af det, fordi jeg er glad for min arbejdsplads, og jeg vil så gerne blive ved med at være glad. Men jeg må sige, at det indtil nu har krævet en helt speciel robusthed at være ansat i psykiatrien. Hvis de vilkår, jeg har, er sammenlignelige med andre arbejdspladser inden for psykiatrien, så kan jeg godt forstå, at folk bliver sygemeldt med stress, depression og andre psykiske følgevirkninger.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.