Mias kollega dræbt på job: Hvor galt skal det gå igen?
Blog

Af Mia Kristina Hansen
Se alle blogindlæg

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

JEG ER BLEVET TOTALT forundret, og jeg bliver nødt til at sige det højt. Jeg var på besøg på et retsligt psykiatrisk afsnit, hvor jeg nævnte de nye specialiserede pladser, der er åbnet i Region Hovedstaden, og den ansatte jeg talte med anede ikke, at de eksisterede.

På fire år blev fem ansatte i socialpsykiatrien dræbt. Alle gange prøvede kolleger efterfølgende at råbe op, og fortælle historier om, hvordan gruppen af beboere på bostederne, havde ændret sig igennem årene. Det var sket i takt med, at der var nedlagt sengepladser i behandlingspsykiatrien, og at folk nu er indlagt i kortere tid end før. Det har resulteret i, at der er en gruppe mennesker, der bliver til fare for dem selv og andre, fordi de ikke kan være indlagt i den tid de har behov for.

EFTER DET SIDSTE DRAB, som var på min kollega Vivi, kom regeringen endelig med en konkret handlingsplan, som skal forbygge vold og trusler i socialpsykiatrien. Et af punkterne i handlingsplanen var 150 specialiserede pladser i behandlingspsykiatrien, som skal hjælpe de mennesker med et særligt behov til at komme sig. Mine kollegaer og jeg var glade for at politikerne tog ansvar, og at de tog vores historier alvorligt. Ikke kun på grund af vores arbejdsmiljø, men også i forhold til de mennesker vi oplevede blev svigtet ved ikke at kunne få den rette behandling, fordi de kom i klemme mellem sektorerne.

De 150 pladser er fordelt over alle regionerne, og de fleste af pladserne står parate. Problemet er bare, at det ser ud til, at afdelingerne står tomme eller at der er få patienter på afdelingerne. Pladserne er derfor blevet udsat for en del kritik, og nogle siger, at det er spild af penge.

MEN ER DER noget at sige til, at de står tomme, hvis det er sådan, at der er ansatte i psykiatrien, som ikke ved at pladserne eksisterer? Nogle ville sige, at det jo er fordi, det er sagsbehandlerne i kommunen, der bestemmer, om en patient skal flytte ind på den specialiserede afdeling. Ja, men hvem skal gøre patienten opmærksom på, at de specialiserede pladser findes? Og vil pladserne nogensinde blive brugt, hvis ikke man informerer om dem?

Jeg kan mærke, at min oplevelse i dag, går lige i maven på mig. Det bliver spild af penge, hvis ikke alle de ansatte, som arbejder med målgruppen, ved, at pladserne eksisterer. Men det værste er, at det også bliver spild af liv, på grund af at en gruppe psykisk syge mennesker bliver svigtet, fordi de ikke får tilbudt en plads på en specialiseret afdeling, hvor de kan få den nødvendige hjælp, så de ikke bliver til fare for dem selv og andre. Hvor galt skal det gå igen, før at der bliver arbejdet målrettet på, at de pladser bliver brugt?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.