Selvom politiet i 2025 modtog rekordmange anmeldelser af butikstyverier - over 27.000 - dækker tallene formentlig kun toppen af isbjerget. En ny panelundersøgelse fra De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at mere end halvdelen af de adspurgte købmænd er helt eller delvist holdt op med at anmelde tyverier fra deres butikker.
Årsagen er ifølge købmændene, at anmeldelserne sjældent fører til erstatning eller retslige konsekvenser for gerningsmanden. Butikken står som udgangspunkt selv tilbage med regningen, fordi tabet hverken dækkes af forsikring eller af tyven.
Det får nu DSK til at slå alarm. Organisationen frygter, at den officielle statistik med tiden vil give et misvisende billede af omfanget.
- Det er et kæmpe problem, hvis købmændene mister troen på, at det nytter at anmelde butikstyverier. Så får vi både et retssikkerhedsproblem og et statistikproblem. Risikoen er, at anmeldelserne på et tidspunkt flader ud – ikke fordi tyverierne er blevet færre, men fordi butikkerne opgiver at anmelde, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.
Tallet stiger
Undersøgelsen tegner et dystert billede af hverdagen bag disken. Over 90 procent af købmændene i panelet oplever, at antallet af butikstyverier stiger. Næsten halvdelen angiver, at der i en gennemsnitlig uge sker mindst fem tyverier i deres butik.
Samlet vurderes butikstyverier at koste dagligvarehandlen over to milliarder kroner om året - en regning, som i sidste ende risikerer at ende hos forbrugerne i form af højere priser og hos medarbejderne i form af utryghed på jobbet.
- Det her er ikke enkeltstående episoder. For mange butikker er butikstyveri blevet en tilbagevendende del af hverdagen. Det skaber frustration, utryghed og store økonomiske tab, siger Jannick Nytoft.
Ønsker handling
DSK peger på, at det strukturelle problem ligger i, at butikkerne selv bærer tabet, mens sagerne mod gerningsmændene sjældent ender med konsekvenser, der mærkes. Når anmeldelsen hverken giver erstatning eller straf, er incitamentet til at bruge tid på papirarbejde og politiforklaringer efterhånden minimalt hos mange købmænd.
Organisationen efterlyser derfor politisk handling, så butikstyveri igen får reelle konsekvenser - og så de officielle tal fremover kan bruges som et retvisende billede af, hvor stort problemet i virkeligheden er. Ellers risikerer man, at det rekordhøje anmeldelsestal snart vender - ikke fordi tyverierne forsvinder, men fordi butikkerne har givet op.