Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
Jeg har i de sidste mange måneder sat mig selv i spil ved at ytre mig omkring de oplevelser, jeg har som ansat i socialpsykiatrien. Det er ikke noget jeg gør med lethed, og hver gang jeg ytrer mig i medierne, har jeg gjort mig store overvejelser først.
MIN STØRSTE FRYGT er at blive fyret fra mit arbejde og dermed miste mit økonomiske grundlag. Jeg frygter også for den kritik, jeg kan risikere at få fra kollegaer eller andre mennesker, der ikke er enige med mig. Men jeg kan ikke tie stille, og jeg bliver nød til sige min mening, jeg vil fortælle om mine oplevelser, jeg vil fortælle om den virkelighed, jeg oplever som ansat i det offentlige.
Når jeg taler som ansat i det offentlige, er jeg bange for, at sige noget som jeg kan komme i klemme for. Jeg ved, at jeg har ytringsfrihed, og at jeg har ret til at udtale mig om min egen mening. Men hvad hvis der er nogle højere oppe end mig, der ikke bryder sig om, at jeg siger min mening.
JEG HØRER OFTE spørgsmål som: "Hvad siger din leder?", "Nu husker du at passe på?" eller "Er du ikke bange for at blive fyret?" Hver gang jeg hører et af de spørgsmål, får jeg et sug i maven, fordi jeg har hørt og læst historier om offentligt ansatte, der er blevet fyret for at sige deres mening. Jeg har også hørt historier om folk, der ikke bliver fyret på det tidspunkt, de siger noget, men efterfølgende bliver der holdt øje med alt, hvad de fortager sig, og pludselig en dag bliver de fanget i en situation, og derefter fyret.
Jeg bliver mødt med tilkendegivelser fra rigtigt mange mennesker, der ligesom jeg mener, at det er vigtigt, at ansatte i det offentlige får fortalt deres historier fra virkeligheden. Mennesker, som ligesom jeg mener, at det er vigtigt, at politikerne bliver gjort opmærksom på, hvad alle deres nedskæringer igennem årene betyder. Og det er ikke kun i forhold til psykisk syge, men i forhold til alle mennesker i hele Danmark, der er afhængige af hjælp fra det offentlige.
MEN HVORDAN kan disse historier blive fortalt, uden at man som ansat skal være nervøs for at blive kaldt til tjenestelige samtaler og måske ende med at blive fyret, fordi man bliver betragtet som illoyal? Jeg har i løbet af den sidste måned modtaget over 500 mails fra mennesker, der har noget på hjerte, som har skrevet deres historier til mig. En del af disse mennesker har prøvet at råbe op, ikke i medierne eller ude i byen, men på deres arbejdsplads. De mennesker er der efterfølgende blevet holdt øje med, og de er endt med enten at blive fyret, eller de har selv valgt at holde op, fordi de oplevede en form for chikane fra deres leder.
Jeg ved, at der er oprettet whistleblowerordninger i forskellige kommuner, hvor man kan henvende sig som offentligt ansat, hvis man har oplysninger om forhold, som man finder bekymrende. Jeg synes, det er rigtigt godt med sådan en ordning, men hvordan kan man sikre sig, at den fungere som den skal?
KAN MAN STOLE PÅ, at man som medarbejder er sikret, og kan man stole på, at de oplysninger man giver ender i rette hænder?
I Metroxpress den 27. juni 2016 er der en artikel omkring drabet på Ringbo Plejecenter tilbage i 2013. Det er en artikel, der fortæller, at ansatte fra Ringbo henvendte sig til Københavns Kommunes whistleblowerordning og gjorde opmærksom på forholdene forud for drabet i 2013. Rapporten kommer frem nu i juni 2016, 3 år efter drabet, 3 år efter at ansatte på Ringbo har råbt vagt i gevær. Det bekymrer mig, at der skal gå så lang tid uden handling og konsekvens.
Imens er der sket yderlige 3 drab på 2 andre bosteder i landet, hvoraf et af drabene var på min arbejdsplads. Jeg har kendskab til, at en person har henvendt sig til whistelblowerordningen forud for drabet på min kollega. Personen har modtaget en bekræftelse på at henvendelse er modtaget, det er cirka 6 måneder siden, men personen har endnu ikke hørt noget efterfølgende.
Hvordan kan det blive trygt at fortælle sine historier som offentligt ansat, hvordan kan man få fortalt om virkeligheden og konsekvensen af mange års nedskæringer? Hvordan får man fortalt sin ledelse, at det ikke handler om, at det er en dårlig arbejdsplads, men at det er de vilkår, man arbejder under? At fordi der er blevet skåret helt ind til benet, kan man ikke længere tie stille, hvis man skal bevare glæden ved sit arbejde, hvis man skal være tro mod sine overbevisninger, og være tro mod de mennesker, man er ansat til at hjælpe.
På mit nuværende arbejde drejer det sig blandt andet om sikkerheden for os som ansatte, men så sandelig også om sikkerheden for vores beboer.
MIN FRYGT ER at blive er at blive fyret, men jeg har en endnu større frygt, og det er frygten for, hvad der kan ske, hvis ikke jeg siger noget. Jeg har modtaget en mail fra en kvinde som beskriver, at det var hendes kære veninde, der mistede livet på Blåkærgård i 2012. Hun slutter sin mail med at skrive:
"Nogle pædagoger, sosu-assistenter med flere tør ikke sige fra på deres job.
I angst for at blive fyret.
Jeg er af den mening, og har altid været det: Hellere sige fra, i værste fald miste jobbet.
Hellere det end at miste livet."
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.