Mia sagde op efter kollega blev dræbt: Blev nu selv udsat for rystende oplevelse

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

JEG HAR NU i over to år prøvet at fortælle, at der skal flere penge til socialpsykiatrien, så der er råd til at en højre normering. Jeg har prøvet at gøre opmærksom på, at Lindegården ikke var et specielt farligt sted, at alle, der arbejder i socialpsykiatrien, er udsatte, da arbejdsforholdene ikke er i orden.

Den 1. maj 2018 stoppede jeg mit arbejde på Center Lindegården i Roskilde, to år efter at min kollega Vivi i en aftenvagt blev stukket ihjel med en kniv af en beboer.

EFTER DRABET lovet jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville udsætte mig selv for et arbejdsmiljø, hvor jeg som ansat ikke blev taget alvorligt, og det var derfor jeg til sidst valgte at stoppe på Lindegården. Fordi jeg oplevede, at kommunen sparede så meget, at forholdene begyndte at være som før drabet på Vivi.

Men alligevel finder jeg pludselig mig selv i en situation, hvor jeg for 2 uger siden bliver udsat for en voldsom oplevelse, mens jeg er alene på arbejde et sted, hvor jeg er blevet vikar. Jeg var meget bange, og følte mig meget alene den aften for 2 uger siden. Jeg rystede og tusind tanker fløj igennem mit hoved, da jeg stod inde på et lille kontor og ventede på, at politiet kom mig til undsætning.

Så kan jeg spørge mig selv: ”Hvorfor vælger du at arbejde et sted, hvor du igen udsætter dig selv for farer ” og ”Hvorfor siger du ikke fra, når du føler dig utryg ved arbejdsmiljøet?”

Jeg oplever, at der er rigtig mange steder, hvor man arbejder alene, uden de sikkerhedskrav, som vi fik på Lindegården efter drabet. Blandt andet reglen om at man løbende sikkerhedsvurderer, og at man aldrig må være alene på arbejde.

DET SKRÆMMER MIG at opleve, at når jeg vælger at arbejde i socialpsykiatrien, så vælger jeg også at udsætte mig selv for vold og trusler. Den nemme løsning for mig vil være at stoppe med at arbejde i psykiatrien, men jeg kan faktisk godt lide selve arbejdet og de mennesker jeg møder. Fordi mennesker med en psykisk sygdom er IKKE farlige, men fordi der bliver sparet på personalet i social-psykiatrien samtidig med, at der ikke er sengepladser nok i behandlingspsykiatrien. Derfor ender vi med at have en psykiatri, hvor mennesker bliver til fare for sig selv og andre, fordi de ikke kan få den nødvendige hjælp fra starten.

Jeg troede, at jeg var blevet bedre til at sige fra. Men jeg oplever, at jeg stadig ikke tør sige mine tanker alt for højt, fordi hvor kan jeg så få arbejde? Fordi jeg føler, at det ligger implicit i luften, at hvis ikke man kan acceptere forholdene, så skal man finde et andet sted at arbejde. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der føler sådan, at de fleste er bange for konsekvensen af at sige fra over for ledelsen.

Jeg ved, at der lige er blevet afsat penge på finansloven til psykiatrien, men jeg oplever det som en lille dråbe, i en næsten udtørret sø, hvor alt liv langsomt tager skade.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.