JEG HAR LÆNGE været i tvivl om, hvorvidt jeg turde fortælle denne historie til offentligheden, men nu tager jeg chancen.
Jeg vil gerne dele min historie omkring, hvor kort der er imellem medgang-og-modgang, succes og fiasko, glæde og smerte.
Jeg modtog op igennem 00’erne en lang række priser som iværksætter. Jeg fik prisen for at have skabt Årets IT-virksomhed, vandt e-handelsprisen m.fl. Jeg levede det succesfulde liv som beskrevet bl.a. i denne artikel.
I 2014 skrev Børsen en artikel om mig, hvor jeg i overskriften blev kaldt en ung iværksætterguru. Dengang var jeg 35 år, og så bliver man egentlig ret glad for ordet ’ung’. Samme år blev jeg kaldt alt fra iværksætterikon til innovationsekspert og guru. Jeg har aldrig brugt ordene omkring mig selv, vil jeg lige tilføje.
PRÆCIS ÉT ÅR SENERE lå jeg indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov ved Aarhus. En alvorlig stress var gået over i en svær depression, og jeg måtte lade mig behandle med elektrochok. Jeg får tårer i øjnene blot ved at skrive om det. Det er ikke noget, jeg har turdet fortælle før. Det var forbundet med så meget skam og smerte, at jeg tænkte, at hvis først det slap ud, så ville verden aldrig se på én med samme øjne igen. Men nu er jeg ligeglad. Der er noget meget vigtigere end mit ego i forhold til det.
Oplevelsen var grænseoverskridende. At være en person, alle kendte som succesfuld og overskudsagtig, og pludselig ligge dér fortvivlet, hjælpeløs og pisse bange. Bange for aldrig at blive sig selv igen. Opleve hvorledes den sidste behandling, det psykiatriske system kan tilbyde én, samtidig fuckede med min hjerne og hukommelse. Gjorde at jeg ikke kunne skelne dagene fra hinanden. At skulle se smerten i mine elskedes øjne, når jeg blev kørt til behandling. Vågne op efter elektrochok og have pisset i mine underbukser, fordi de kramper, der fremkaldes, påvirker alt i ens krop. Det er ikke noget, der minder om filmen ”Gøgereden” på nogen måde, men det er heller ikke blot en uskyldig og problemfri behandlingsform. Jeg hadede det på samme tid, som jeg håbede med alt, hvad jeg havde, at det kunne gøre mig rask.
JEG GIK ET ÅR med den svære depression. Jeg lukkede ned for alt arbejdsrelateret, og min kognitive funktion var så langt nede, at jeg kun kunne se 2-3 minutters fjernsyn. Så kollapsede mit hoved. Jeg kunne ikke andet end at gå og gå som en anden Forrest Gump på epo.
Når jeg passerede mennesker, tænkte jeg, at de garanteret også måtte være syge. Hvorfor skulle de ellers gå rundt der midt på formiddagen uden noget andet fornuftigt at gi’ sig til end blot at gå ligesom mig?
I dag, knapt tre år senere, har jeg det rigtig godt igen. Jeg er trappet ud af min daværende medicin, og jeg holder 15 ugers ferie om året – én uge hver måned og lidt ekstra i december. Mit humør er i top, og jeg er igen mig selv på alle måder.
Rent arbejdsmæssigt driver jeg mit eget selskab, hvor jeg omsætter for 2-3 millioner kroner i året og skaber overskud, men jeg er ikke den samme som før disse oplevelser.
Noget har forandret sig. Min forståelse for andres smerte. Min rummelighed. Min indsigt i den korte afstand imellem at være et såkaldt iværksætterikon og så deprimeret på sygedagpenge.
NÅR JEG SKAL PRØVE at se på mig selv og min historie udefra, så er det fortællingen om, at vi aldrig må glemme, at vi forbindes af noget helt andet end vores karriere og status.
Vi forbindes af at være mennesker. Af at kunne opleve glæde og smerte. Uden det er vi ikke mennesker.
Med det in mente kan vi genkende os selv i andre på helt andre måder end ud fra, hvad de laver. Vi kan genkende, hvad det vil sige at være menneske. At føle sig lykkelig. At føle sig fortabt. At føle sig stor. At føle sig lille. At føle.
Hvis ovenstående kan få dig til enten at vise endnu mere empati og forståelse for andre, end du gør i dag, eller få dig til at tvivle på, om verden nu også er så enkel, som du gik og troede, så har jeg nået mit mål.
Jeg deler ikke disse meget private ting for at få hverken sympati eller medlidenhed. Jeg deler dem heller ikke for opmærksomheden eller sensationsværdien. Jeg fortæller disse ting, fordi der er så uendeligt kort imellem lykke og sorg, succes og smerte, dig og mig.
UANSET HVEM DU ER, så ønsker jeg for dig, at du aldrig ender der, hvor jeg var for godt tre år siden. Hvis du befinder dig i en situation som den netop nu, så skal du vide, at du får det godt igen. Jeg ved godt, at din hjerne fortæller dig noget andet, men den tager fejl. Din opgave er at kæmpe. At tage imod andres omsorg og så finde de små lysglimt, der måtte være i de mørke dage. Der er en revne i alt. Det er sådan, at lyset kommer ind.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.