Danskerne skal se sig grundigt for, når de køber slankepiller på nettet, især fra udenlandske hjemmesider. Mange af dem kan være direkte farlige for helbredet.
Fødevarestyrelsen advarer nu forbrugerne mod en række kosttilskud, der indeholder ingredienser, som alene eller i kombination kan give alvorlige sundhedsskadelige effekter, blandt andet hjerte-/karproblemer.
Kosttilskudsprodukterne sælges fra de dansksprogede hjemmesider www.stackerx.dk og www.lepigenx.dk.
De to hjemmesider er næsten identiske. Enkelte produkter sælges fra www.nutramart.dk.
Hjemmesiderne ser umiddelbart ud til at være danske.
De er dog registrerede i Hongkong - med engelsk kundeservice-adresse - og derfor ikke underlagt de danske myndigheders kontrol. Produkterne sælges primært til vægttab og fedtforbrænding. Det drejer sig om:
* TestoMax indeholder Tribulus terrestris L.
* Super Delight indeholder grøn te (koffein) og ekstrakt af pomerans (synefrin)
* Therma Fusion indeholder grøn te (koffein) og ekstrakt af pomerans (synefrin)
* Therma Pro Slim indeholder grøn te (koffein) og ekstrakt af pomerans (synefrin)
* Ultra Fatburner indeholder koffein og synefrin.
Kombinationen af stofferne koffein og synefrin kan give alvorlige hjerte-karproblemer.