Hun har givet tusindvis af gode råd om mobning, kærestesorger og konflikter i familien.
Men nu er hele Danmarks socialrådgiver Tine Bryld død.
Socialrådgiveren, forfatteren og foredragsholderen var en rollemodel for socialrådgivere og opnåede nærmest kultstatus blandt en hel generation gennem radioprogrammet Tværs.
Og Tine Bryld kunne noget helt specielt.
"Hun kunne på samme tid vise omsorg og respekt for den unge, hun talte med og stille nogle krav på en måde, som forældrene ikke kunne. Hun havde den der særlige evne til at sige, 'det er rigtig nok, at du har det hårdt, men du må også selv gøre noget'," siger formanden for socialrådgiverne Bettina Post til Newspaq.
Tine Bryld fik en hjerneblødning i november og har siden da været indlagt. Og hendes død er et tab for mange socialrådgivere, som så op til hendes arbejde.
"Hun er og har jo været en rollemodel, og en man har snakket om. Hende og Hanne Reintoft er de to socialrådgivere, som har raget op over mængden. Og der er mange, der synes, at Tine Brylds arbejde og hendes måde at gøre det på er noget, vi skal forsøge at bevare," siger Bettina Post.