Enæggede tvillinger er ikke helt ens

Ny forskning viser, at enæggede tvillinger ikke har fuldstændigt identisk DNA.

Det kan godt være, at de ligner hinanden på en prik, men enæggede tvillinger er ikke helt ens, som man ellers tidligere har antaget.

Det har svenske, amerikanske og hollandske forskere fundet ud af ved at undersøge 19 tvillingepars arvemateriale, skriver forskning.no.

»Ved at opdage små genetiske forskelle hos enæggede tvillinger, hvor den ene er syg, får vi mulighed for at koble specifikke genetiske forandringer til oprindelsen af almindelige sygdomme,« siger forsker Carl Bruder, der stod i spidsen for undersøgelsen.

Studierne, som fandt sted ved University of Alabama, viste, at små detaljer kan være forskellige, og det kan have stor betydning for forskningen i arvelige sygdomme.

Indtil videre har man nemlig kun benyttet sig af miljømæssige faktorer som forklaring på, hvorfor det i nogle tilfælde kun er den ene enæggede tvilling, der får for eksempel Parkinsons syge.

I undersøgelsen af de 19 tvillingepar fandt forskerene enkelte afvigelser i antallet af kopier af arvematerialet. Hvis et arvesegment mangler hos den ene tvilling kan det forklare, hvorfor en sygdom kun rammer den ene tvilling.